


OB var torsdag for første gang i aktion i det nye år, da de testede formen af mod gæsterne fra FC Fredericia.
Her havde cheftræner Andreas Alm valgt at stille med et slagkraftigt hold, hvor Jens Jakob Thomasen, Mads Frøkjær og Max Fenger blandt andet var med, mens der også var blevet plads til unge talenter som Marcus McCoy og Luca Kjerrumgaard.
Det var dog en anden OB-spiller, som bragte sig selv i fokus, da Odense-klubben kom foran efter en lille halv time af opgøret.
Her erobrede OB bolden på midten af banen, og så gik det stærkt ned af højrekanten. Efterfølgende blev der slået et indlæg i boksen, som Jakob Breum kunne sende ind i netmaskerne, og så var værterne foran med 1-0.
Det var første halvlegs eneste scoring, men efter pausen kom der mere gang i opgøret. Her havde Alm valgt at udskifte samtlige 11 spillere, så der var 11 nye, som nu fik chancen på grønsværen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Her var det blandt andet Sander Svendsen, som kom i aktion, og han fik i den grad vist klassen efter 55 minutter.
Her blev Svendsen sendt i dybden, hvor han kunne drive bolden ind i feltet og let og elegant fik sparket OB på 2-0 i en situation, hvor Fredericia-defensiven ikke kunne følge med.
OB formåede dog ikke at holde clean sheet torsdag eftermiddag, da gæsterne fra Fredericia reducerede til 1-2 efter 65 minutter efter et flot angreb, hvor bolden endte for fødderne af en Fredericia-spiller, som resolut bankede den ind i målet.
Dermed endte testkampen med en 2-1-sejr til OB mod FC Fredericia.

OB
FC Fredericia
Træningskampe

































