Rettelse: Af den første version af artiklen fremgik det, at Jakob Poulsen havde håbet på en mulighed i FCK eller Viborg, hvilket ikke er korrekt. Han havde derimod håbet på, at de to klubbers trænerskifter kunne åbne en mulighed for ham i trænerverdenen. Vi beklager misforståelsen.
I maj 2020 stoppede Jakob Poulsen sin aktive karriere efter et lille års tid i australsk fodbold, og nu går den tidligere midtbaneprofil efter en trænerkarriere.
Mandag aften fortalte Jakob Poulsen i TV3 Sports Offside om sine ambitioner som træner.
- Det er noget, jeg aktivt har søgt, for det er jo lidt sådan i fodbolddanmark, at så mange jobs er der ikke, hvis man gerne vil leve af det, så man skal ligesom være heldig og finde et tidspunkt, hvor man kan komme ind i kabalen.
- Jeg havde da håbet på, at da der skete lidt i FCK, Viborg og de her ting, at jeg måske kunne blive sluset ind et eller andet sted og få noget erfaring på den front. Det er det ikke blevet til endnu, men jeg satser på det og forsøger selvfølgelig at tage de kurser, jeg kan komme af sted med, siger Jakob Poulsen til Offside.
Skuffende FCM-exit
Som aktiv spillede Jakob Poulsen 286 kampe for FC Midtjylland, for hvem han også var anfører og vandt titler med, og han lægger ikke skjul på sin skuffelse over afskeden med klubben.
Han forlod FC Midtjylland på i 2019, hvor han i starten af en ny sæson pludselig fik at vide, at han ikke længere var god nok.
- Jeg var selvfølgelig sur, frustreret og overrasket over, at mit niveau var faldet så meget på så kort tid, som det jo åbenbart var. Det er klart, det var en sløj tid som professionel fodboldspiller, siger han og fortsætter:
- Det kan da godt være, der var nogen, som var på vej til at overhale mig. Det vil jeg da ikke sige, at de ikke var, men jeg synes, det var underligt at have spillet en rigtig, rigtig god pokalfinale, og så mødte man ind to måneder senere, og så var man, i stedet for måske at være førstevalg, femtevalg.
- Jeg tænker ikke, at niveau var faldet så hurtigt, så det er klart, at jeg var skuffet over, at der blev sagt, at det udelukkende var på grund af niveauet, for det er ikke mit indtryk, at det kun var derfor, siger Jakob Poulsen.
Ikke så stor Midtjylland-mand længere
Han mener, at der også var tale om en politiske beslutning fra FC Midtjyllands side.
- Ja, det tror jeg. Ellers synes jeg, det ville være underligt, at man måske ikke have startet nogle kampe ude i foråret. Som klub blev der måske taget et valg om, at han er også ved at være oppe i årene, og at vi skal have nogle af de unge frem.
- Man må sige, at den sæson, hvor de gjorde det, lykkedes alt. Det er et perfekt valg af Midtjylland som klub, og det havde jeg haft et mindre problem med, hvis det var det, der var blevet sagt.
- En af de ting, som er mest irriterende ved det her, er, at jeg jo ikke er lige så stor Midtjylland-mand nu, som jeg var før. Det er jeg bare ikke. Det ville jeg virkelig gerne være, men sådan har jeg det bare ikke. Jeg har ikke samme kærlighed til Midtjylland, siger Jakob Poulsen i Offside.
Udover FCM har Jakob Poulsen spillet i Esbjerg, Heerenveen, AGF, Monaco og Melbourne.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga

































