Jammerbugt FC bekræfter nu de forlydender, som tidligere på dagen blev bragt frem i lyset af Nordjyske. Klubben har afbrudt samarbejdet med cheftræner Martin Pedersen og i stedet ansat den tidligere Hobro- og Esbjerg-assistenttræner Lars Justesen.
- Vi må erkende, at vi lige nu står med en stor udfordring. Vi går ind til et afgørende forår, hvor det handler om at sikre en plads i 2. division - og pointmæssigt står vi ikke med tabellens bedste udgangspunkt. Vi har derfor vurderet, at det rigtige var at sadle om nu, mens tiden fortsat er med os, siger Bøje H. Lundtoft, som er ny bestyrelsesformand i klubben.
- Martin er en dedikeret person og har ydet et stort stykke arbejde med en meget ung trup i Jammerbugt FC. Vi takker Martin for indsatsen og tiden i klubben - samt ønsker ham al mulig held og lykke fremover, siger bestyrelsesformanden.
Som erstatning for Martin Pedersen har man altså valgt Lars Justesen - og det begrundes således.
- Lars bringer ikke bare de rette fodboldfaglige og menneskelige færdigheder med sig, men også en stor portion trænererfaring fra højeste niveau i dansk fodbold, hvilket, vi er sikker på, kan blive afgørende for at få det maksimale ud af potentialet i vores unge trup.
- Dette skal indfri forårets vigtigste mål for Jammerbugt FC - nemlig at forblive med at være divisionshold for 15. år i træk, siger Bøje H. Lundtoft.
I samme anledning som ovenstående har man i Jammerbugt altså valgt at udskifte bestyrelsen. Bøje H. Lundtofte bliver som sagt ny bestyrelsesformand, mens Jesper Holmsgaard, Jens Ørtoft, Lars F. Lundtoft, Palle S. Holmbech og Søren Larsen også kommer til at indgå i bestyrelsen.



Jammerbugt FC
CampoBet 2. division



























