Jammerbugt FC-ejer og direktør Klaus-Dieter Müller har været meget i vælten grundet forskellige sager, der blandt andet involverer ubetalte lønninger til spillere og sponsorer.
En række lokale folk har ønsket at købe klubben, så den igen kan komme på danske hænder, men forhandlingerne er lige nu strandet.
Klaus-Dieter Müller mener dog ikke, at de lokale har været ordentlige i deres forhandlingsmetoder.
Ejeren langer blandt andet ud efter Per Mariager, der er talerør for de lokale.
Müller siger til bold.dk, at han er åben for at få en dansk partner, men han mener, at Per Mariager er en svindler.
- Gruppen, der prøver at få klubben tilbage, forstår jeg ikke, fordi de her folk solgte klubben, da de ingenting aner om professionel fodbold. De har sagt, at de er glade for, at der er én, som har forstand på professionel fodbold, men de accepterer ikke reglerne, siger Klaus-Dieter Müller til bold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Så du har ingen planer om at sælge klubben?
- Nej, det har jeg ikke. Der var en fyr (Per Mariager, red.), der fortalte mig løgne. Han leger med idéen om at komme ind i klubben, men hvis der kommer en seriøs dansk forretningsmand, så er jeg altid åben, fordi jeg kan godt lide idéen om at have en dansk partner, men det skal være seriøst, og vedkommende skal være i stand til at gå ind med seriøse intentioner. Fyren (Per Mariager, red.), der ville købe en andel i klubben, er en løgner, siger ejeren og tilføjer:
- Der er en fyr, der gerne vil købe klubben tilbage for en billig penge, og han taler med andre om det og fortæller ting, som han ikke burde, fordi det er fortrolige oplysninger, og så har Per Mariager givet informationerne til pressen, der er fortrolige.
Klaus-Dieter Müller mener også, at Mariager er ’nærmest kriminel’, da han har fundet ud af, at den lokale rigmand har to konkurser bag sig.
- De bringer anonyme tips fra klubben til pressen. Fyren, der forhandlede med mig, spurgte mig, om han kunne eje en lille del af klubben, og jeg tænkte, hvorfor ikke.
- Jeg ringede til min advokat og spurgte, om han kendte ham, og så fik jeg at vide, at han var gået konkurs med to firmaer for et år siden. Så var jeg meget tøvende, og jeg ville gerne have bevist, at han havde penge. Der var ingen penge. Den her fyr forsøger at arbejde for klubben og få interne oplysninger. Han spurgte altid.
- Han ringede til mig igen, og jeg sagde, at hvis vi skulle snakke sammen igen, så skulle han lave en betaling, fordi jeg troede ikke, at han havde penge. Han gav det til pressen, så hvad kan jeg gøre. Det er seriøst. Han er nærmest kriminel, siger Klaus Dieter Müller til bold.dk.
Mariager svarer på kritik: Det er hans opfattelse
bold.dk har forholdt Per Mariager kritikken, og han siger til bold.dk, at det er korrekt, at han har to konkurser bag sig. Det ligger dog fem-seks år tilbage.
- Det er en gammel sag. Jeg køber ikke selskabet. Jeg er bare talerøret for de lokale, så det er ikke personligt mig, der vil købe klubben. Planen var, at det skulle tilbage til lokale hænder.
- Det er rigtig nok. Jeg har bare været talerøret, men det er rigtigt, at jeg har to konkurser bag mig, og det var noget, der skete på samme tid i samme sag. Der er ikke noget hemmeligt, siger Per Mariager til bold.dk.
Hvordan har du det med, at Müller kalder dig for en løgner?
- Grunden til, at han gør det (kalder mig en løgner, red.), er, han gerne ville have, at vi skulle overføre 100.000 euro (750.000 danske kroner, red.), eller hvad det nu var, uden at vi havde nogen sikkerhed. Vi har ikke kunnet se nogle dokumenter fra klubben.
- Vi har ikke overført noget, da vi ikke ved noget. Vi har forespurgt at få budgetter og andre ting, og det har vi ikke fået. Hvis vi havde fået det, havde det været en anden snak.
Müller får også nævnt, at han ser Mariager som nærmest kriminel grundet konkurserne, men det tager rigmanden ganske roligt.
- Det er hans opfattelse. Der er ikke noget i det. Det tager jeg stille og roligt.
Den lokale rigmand siger endvidere, at de lokale stadig ønsker at købe klubben, men der skal først være styr på tingene.
- Jeg har ikke noget mod Klaus (Klaus-Dieter Müller, red.) personligt, fordi han virker meget dygtig, men der har bare ikke været styr på nogle ting, og det er grunden til, at vi ikke er gået ind i det. Vi vil gerne have, at det skal tilbage til lokale hænder.
Nåede I at forhandle en pris?
- Han lavede et modbud til os på 1,2 millioner euro (8,9 millioner kroner), og den pris er alt for høj. Prisen har han regnet ud for transfermarkedet og den pris, som spillerne har, siger Per Mariager til bold.dk.
Lige nu afventer Mariager, de andre lokale i Pandrup og Spillerforeningen, hvad der kommer til at ske, men de lokale har ikke travlt, slår Mariager fast.
Jammerbugt er sidst i NordicBet Ligaen med fire point op til Fremad Amager på den rigtige side af stregen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Jammerbugt FC
Betinia Liga




































