Den tidligere AGF-spiller Jens Gjesing har siden 2019 stået i spidsen for VSK Aarhus, og det samarbejde ser ikke ud til at stoppe foreløbigt.
Lørdag meddeler VSK nemlig, at man har forlænget aftalerne med Gjesing og assistenttræner Mads Post med tre år.
- VSK er en stor og bred klub med mange planer. Det har derfor været vigtigt at sikre kontinuiteten omkring det sportslige arbejde med divisionsholdet i en lang periode fremadrettet.
- Vi føler os trygge ved, at det er den tidligere superligaspiller, Jens Gjesing, der sammen med Mads Post, der skal lede VSK frem mod nye udfordringer de næste 3 år. Begge trænere er vokset op i de to klubber, Vejlby IK og Skovbakken, der for 5 år siden fusionerede til VSK Aarhus.
- VSK, der er en af Jyllands største fodboldklubber med 1350 medlemmer, har netop vedtaget en ny strategi for børnefodbolden, der skal sikre, at økosystemet trives i klubben. På toppen af herresiden er det nu aftalt, at Jens Gjesing og Mads Post får opgaven at opfylde ambitionerne for eliteholdet, der er placeret i 2. division.
- Vi er glade for, at vi har det unge, ambitiøse trænerteam på plads, så vi fortsat kan skabe resultater og bevare kontinuiteten, udtaler Klaus Goeg fra VSK's bestyrelse i en pressemeddelelse.
VSK Aarhus er på en øjeblikkelig femteplads i 2. divisions gruppe 1.


VSK Aarhus
CampoBet 2. division






























