Luk

Jensen-assist fik Brentford tilbage på sporet

| Championship | 1 kommentar

Mathias Jensen lagde op til Ivan Toneys afgørende mål, der sikrede Brentford en vigtig 1-0-sejr i udekampen mod Mads Juel Andersens Barnsley.

Brentford gik ind til tirsdagens udekamp mod Barnsley med fire uafgjorte i de seneste fem kampe og to kampe i træk, der var endt 0-0.

Thomas Frank havde fundet plads til Henrik Dalsgaard og Mathias Jensen i startformationen, mens Emiliano Marcondes og Mads Bech Sørensen tog plads på bænken fra start.

I Barnsley-midterforsvaret var Mads Juel Andersen at finde, og han kunne se en første halvleg, hvor Brentford var mest på bolden, men ingen af holdene formåede at skabe massevis af store chancer.

Derfor var det fortsat 0-0, da anden halvleg blev fløjtet i gang, og så blev Emiliano Marcondes skiftet ind.

Midtvejs i anden halvleg lykkedes det endelig for Brentford, da Mathias Jensen sendte et hjørnespark ind, som Ivan Toney headede i kassen til 1-0.

Trods flere chancer havde kampen ikke yderligere mål i sig, så Brentford kan sætte tre særdeles vigtige point ind på kontoen, som sender dem op på en foreløbig ottendeplads med 20 point for 13 kampe.

Andetsteds spillede Emil Riis 80 minutter for Preston, der tabte 0-3 til Blackburn, mens Philip Billing så Bournemouth slå Nottingham Forest med 2-0 fra bænken.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 19. januar