Luk

Jeppe Kjær-hattrick da Helsingør vandt 7-0

| 2. Division | 5 kommentarer
Jeppe Kjær-hattrick da Helsingør vandt 7-0
Foto: Lyngby Boldklub

FC Helsingør cementerede fredag aften førstepladsen i 2. division Gruppe 1 med en 7-0-sejr over bundproppen Skovshoved.

Nedrykkerne fra 1. division, FC Helsingør, førte allerede 2. divisions Gruppe 1 ganske suverænt, da de fredag aften tog imod bundproppen Skovshoved.

Havde man af den grund ventet, at Skovshoved ville blive kølhalet af topholdet, så tog man ikke fejl.

Allerede efter fire minutter satte Jeppe Kjær 1-0 på tavlen, da han headede et indlæg fra Jonas Henriksen i kassen.

Et par minutter senere blev det 2-0, da Nicolas Mortensen headede et Daniel Norouzi-hjørne i kassen, og få minutter senere stod der 3-0, da Nikolaj Hansen headede endnu en dødbold i kassen.

Efter 14 minutter stod der 4-0 på tavlen, igen ved Jeppe Kjær, som blev dobbelt målscorer, da hans afslutning ramte begge stolper, inden den trillede over stregen.

Lige inden pausen satte Anders Holst 5-0 i kassen på en ripost, og så kunne hjemmeholdets spillere gå godt tilfredse i omklædningsrummet.

Jeppe Kjær kunne ti minutter efter pausen assistere Nicolas Mortensen med en aflevering ind foran mål til 6-0, og midt i anden halvleg blev det også 7-0, da Kjær fuldendte sit hattrick ved at hamre kuglen op i nettaget fra kort afstand.

Der stoppede ydmygelsen for Skovshoved. Helsingør er med sejren otte point foran rækken nummer to, inden resten af runden er færdigspillet. 


Af Thor Carlskov
Mandag 21. oktober