Luk

Jeppe Kjær reddede FC Helsingør til allersidst

| 2. Division | 2 kommentarer
Jeppe Kjær reddede FC Helsingør til allersidst
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

Jeppe Kjær scorede to sene mål og sørgede for en 2-1-sejr til FC Helsingør over Avarta i 2. division.

FC Helsingør kunne søndag lægge sig yderligere i spidsen af 2. division gruppe 1, da de nærmeste forfølgere fra Vanløse lørdag tabte deres kamp.

Modstanderen var Avarta i Espelunden, og det var hjemmeholdet, der kom bedst fra land.

Topscorer Oliver Carrara sendte sit niende sæsonmål i kassen efter en halv times tid, og 1-0-føringen så længe ud til at holde hjem.

Et par minutter før tid kom udligningen dog, og det var efter en omstilling. Avarta fik ikke ekspederet bolden ud af feltet, og det udnyttede Jeppe Kjær, som sendte 1-1-målet i kassen.

FC Helsingør pressede på mod slutningen, og til allersidst gav det pote. Denne gang tyrede Jeppe Kjær bolden i mål, og så vandt FC Helsingør kampen med 2-1.

FC Helsingør overvintrer dermed på førstepladsen med 11 point ned til Vanløse på andenpladsen.


Af Sara Margren
Torsdag 14. november