Luk

Jesper H. ser tilbage: Fyringer var nødvendige

| 3F Superliga | 2 kommentarer

Jesper Hansen har fyret to trænere i sin tid som sportsdirektør i OB, og det har i de pågældende situationer været helt nødvendigt, mener han. Det gik ud over Troels Bech og Kent Nielsen.

Tidligere på ugen meldte Jesper Hansen ud, at han efter godt og vel seks og et halvt år i sædet stopper som sportsdirektør i OB.

Sådan en udmelding giver anledning til at se lidt tilbage – eksempelvis på de trænere, han har fyret og/eller ansat.

Jesper Hansen blev ansat i april 2013 og skulle så tiltræde den efterfølgende sommer. På det tidspunkt, i april, var Troels Bech cheftræner, og han havde Henrik Clausen og Thomas Helveg i sin stab.

Sådan så det bare ikke ud, da Jesper Hansen satte sig i stolen.

- Det var en turbulent tid, inden jeg startede. Fra jeg skrev under, til jeg startede, sagde Henrik Clausen og Thomas Helveg op, og klubben vandt én kamp i det forår, inden jeg startede.

- Det var en helt anden klub dengang, hvor der var masser af turbulens, siger Jesper Hansen til bold.dk.

Troels Bech på porten
Troels Bech blev dog tilbage, men i september 2014 gik den ikke længere. Ni kampe havde givet blot en sejr, og kun Silkeborg IF var kommet dårligere fra start.

Oveni det havde Brønshøj slået OB ud af pokalturneringen, og det alt sammen kostede den senere Brøndby-sportsdirektør jobbet.

- Det var nødvendigt at fyre Troels, fordi vi lå i en håbløs situation, og der var ikke tro på tingene. Vi var håbløst bagud i tabellen, siger Jesper Hansen, som i stedet ansatte Ove Pedersen på en kontrakt frem til den efterfølgende sommer.

- Ove kom ind og gjorde et fantastisk arbejde og fik os ud af dyndet – men han vidste godt, han var en midlertidig løsning, siger Jesper Hansen.

Kent Nielsen kom til
Omkring jul 2014 sprang en bombe i Aalborg. Mestertræner Kent Nielsen sagde op, og kort efter afslørede OB, at den tidligere europamester fra sommeren 2015 tog over på Fyn.

Jesper Hansen og Kent Nielsen kendte hinanden fra gamle dage i AC Horsens, og det lignede en god løsning.

- Jeg kender Kent rigtig godt og har stor respekt for ham både personligt og professionelt, siger Jesper Hansen.

På nogle områder gik det da også godt med Kent Nielsen ved roret, mener Jesper Hansen.

- Ove startede på det, og Kent er om nogen manden, der har været med til at ændre vores værdisæt og kultur, som vi bryster os af i dag, siger Jesper Hansen, som dog måtte indse, at det rent pointmæssigt haltede.

- Selvom vi havde truppen til at være i top seks, så lykkedes det ikke, og på et tidspunkt tog vi i klubben nogle drøftelser om, at vi ville til at spille mere direkte, end Kents spillestil fordrer, siger Jesper Hansen.

Kent Nielsen på porten
Det betød, at Kent Nielsen i maj 2018 røg på porten, og dermed måtte de to gode venner skilles.

- Det er selvfølgelig ikke rart at skille sig af med en træner, som man har så stor respekt for, som jeg har for Kent, men vi var helt afklarede med, at det skulle ske, og vi har et fint forhold i dag.

- Kent skal have kredit, fordi han trænede holdet i rigtig lang tid, og han har været afgørende for, at klubben er, hvor den er i dag i forhold til værdier og kultur, men det var simpelthen nødvendigt at skifte ud, siger Jesper Hansen.

Jakob Michelsen tog over, og det har ifølge den snart forhenværende sportsdirektør været en god løsning.

- Siden Jakob kom til, er det gået fremad, siger Jesper Hansen, som er glad for, at det i sidste sæson endelig lykkedes at nå med blandt de seks bedste.

- Fans og andre måler os meget på resultaterne, og vi må sige, at det har taget for lang tid at komme i top seks. Nu har vi et stærkt fundament, og vi tror på, at vi kan gentage sidste sæsons bedrift med at komme i top seks, siger Jesper Hansen.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Lørdag 19. oktober
Fredag 18. oktober