Luk

Jesper H: Vildt glad på Schmeichels vegne

| EM | 1 kommentar

Jesper Hansen roser Kasper Schmeichel for sin store kamp mod Schweiz og er glad på sin målmandskollegas vegne.

Kasper Schmeichel blev den store helt, da Danmark lørdag slog Schweiz med 1-0, og den store præstation glæder målmandskollega Jesper Hansen.

Hansen er særligt glad på sin holdkammerats vegne, da Schmeichel leverede sin store præstation i sin landskamp nummer 50.

- Det er først og fremmest fantastisk for Kasper at spille sin kamp nummer 50, og at han så endda spiller så god en kamp, hvor han har fire vanvittigt gode redninger undervejs, og vi ender med at vinde 1-0, kunne ikke være skrevet bedre, siger Hansen til bold.dk.

- Vi har et godt kammeratskab i vores målmandsteam, og på holdet i det hele taget, og derfor er jeg selvfølgelig sindssygt glad på hans vegne. Det kunne ikke være bedre, end hvad vi så i denne kamp.

- Det er den optimale følelse for en målmand at holde buret rent med nogle flotte redninger og så kunne se sine holdkammerater få scoret det ene mål, som betyder, at redningerne var point værd, og det gjorde Kasper her.

Mens Schmeichel spillede sin landskamp nummer 50 mod Schweiz, har Jesper Hansen fortsat sin debut til gode.

Han forklarer, at han selv, Frederik Rønnow og de øvrige keeper, som har været en del af truppen de seneste år, presser Leicester-målmanden i kampen om spilletid, men at de også ved, at Schmeichel har en særlig plads på holdet.

- Her på landsholdet er vi en god gruppe af målmænd, som har været sammen om det her i en del år. Vi andre gør, hvad vi kan for at presse Kasper, men vi ved også godt, at han er en vigtig brik på landsholdet, hvor han fylder meget og har spillet mange kampe.

- Der er et hierarki på landsholdet, og det er selvfølgelig nemmere at acceptere, at man ikke selv spiller, når end kammerat og konkurrent spiller så flot en kamp, som Kasper gjorde her, siger Hansen til bold.dk.

 


Af Mikkel Nøhr

1 kommentar

julieogjonas 10:20          
Jesper Hansen er klasse...
Mandag 21. oktober