Luk

Luk

JFC-profil om svær sæson: Uroen påvirkede

| NordicBet Liga | 1 kommentar

Infoboks

JFC's spillende assistenttræner Sead Gavranovic fortæller til bold.dk, at uroen i klubben påvirkede resultaterne. Han håber, at klubben går bedre tider i møde.

Fodboldsæsonen lakker mod enden, og mens det for nogle klubber er enden på en god sæson, er billedet et andet hos Jammerbugt FC. 

I sidste uge blev det slået fast, at nordjyderne til næste sæson skal en tur ned i 2. division. 

Sæsonen har budt på megen uro uden for banen, hvor især manglende udbetaling af løn har fået stor mediebevågenhed. 

bold.dk har snakket med Jammerbugts spillende assistenttræner Sead Gavranovic, som fortæller, at uroen endte med at få spillemæssige konsekvenser for nordjyderne. 

- Hvis man spørger bookmakerne, så er det jo ingen overraskelse, at Jammerbugt rykker ned. I løbet af det første halvår var jeg fortrøstningsfuld i forhold til at overleve. Vi havde et godt fundament og en god base. Men det sidste halvår har det næsten ikke handlet om fodbold.  

- Vi kæmpede jo med Esbjerg og Fremad Amager, og fælles for de tre klubber er, at det har handlet om alt andet end fodbold i de sidste seks måneder. 

- Der har været så meget så meget udskiftning, støj og snak om alt uden for banen, at det har skabt uro. Selvfølgelig håbede vi, at vi kunne overleve. Vi gjorde, hvad vi kunne, men i sidste ende må man erkende, at det blev for stor en kamp for os. 

Svært at spå om Jammerbugts fremtid
Sead Gavranovic vil ikke forsøge at spå om klubbens fremtid, men han fortæller, at han har et inderligt håb om, at der kommer styr på tingene i Jammerbugt. 

- Det er svært at forudse, hvad der kommer til at ske. Man ved ikke så meget om økonomien og hvordan truppen ser ud. Der har været mange lejespillere, og jeg kender ikke deres situation. 

- Jeg håber, at Klaus (Klaus-Dieter Müller, red.) får styr på de basale ting rundt omkring klubben, så der kan komme ro på. 

- Jeg ved intet om økonomien i klubben, men jeg kan sige, at jeg elsker Jammerbugt, og jeg håber inderligt, at de kommer til at få styr på det. Om det bliver med eller uden mig, det er sådan set ligegyldigt. 

Gavranovic har kontraktudløb med Jammerbugt til sommer, og der er endnu ikke blevet taget en beslutning om angriberens fremtid i klubben. 

Det ligger dog fast, at han ikke skal fortsætte i rollen som assistenttræner i klubben. 

- Jeg må indrømme, at det vil være lidt ambivalent, hvis det her bliver mit punktum i klubben. Jeg vil være ærgerlig over at stoppe efter et halvt år med uro, nedrykning og manglende spilletid. 

- Jeg har så mange gode minder med oprykning og gode bekendtskaber, så på den måde vil det være okay at stoppe nu, fordi der er så mange gode ting at se tilbage på.

Der resterer en enkelt kamp for Jammerbugt i denne sæson. I sidste spillerunde skal de til Esbjerg, kampen spilles lørdag klokken 14.30. Begge mandskaber er inden kampen rykket ud af NordicBet Ligaen. 


Af Nicolai Sand

1 kommentar

The foundation 07:12          
mm
Søndag 26. juni
Lørdag 25. juni