Luk

Jimmy N. og Hartford skilles efter uenigheder

| North American Soccer League | 2 kommentarer

Infoboks

Jimmy Nielsen og Hartford er blevet enige om at afbryde samarbejdet to år før tid efter flere uenigheder mellem danskeren og klubbens ejer. 

Jimmy Nielsen blev sidste efterår ansat som den første cheftræner nogensinde i den nyoprettede USL-klub Hartford Athletic.

Danskeren lavede en treårig aftale med klubben, men allerede et år senere blev parterne lørdag enige om at gå hver til sit kort efter sæsonens sidste kamp.

Klubbens ejer og Nielsen har således haft flere verbale sammenstød og uenigheder i løbet af sæsonen, og der var således fuld enighed om at ophæve kontrakten, beretter Jimmy Nielsen.

- Vi har været enige om det i et par uger, i hvert fald sådan officielt med papir og det hele. Helt kort fortalt er vi bare alt for forskellige og ser forskelligt på tingene, siger Nielsen til bold.dk.

Nielsen fortalte allerede i september bold.dk om sit anstrengte forhold til klubbens ejer og sine overvejelser om at kvitte jobbet. Men Nielsen er glad for, at han holdt ud til sæsonens afslutning

- Jeg havde et ansvar over for spillerne i forhold til at gøre arbejdet færdig. Vi har været meget igennem på og uden for banen som hold, og jeg har haft en enorm respekt for spillernes indsats, attitude og loyalitet over for mig i løbet af året.

- Det har været dybt, dybt imponerende, så jeg skyldte dem som minimum at gøre sæsonen færdig på en god og proffesionel måde, siger den tidligere Kansas- og AaB-keeper.

Stærk afslutning

Søndag sluttede Hartford sæsonen af med en opvisningskamp som afslutning på en debutsæson, der begyndte skidt med mange udekampe og mange nederlag, indtil klubbens stadion stod klar i sommer.

Til gengæld sluttede sæsonen fint af, og en overtidsscoring i en 2-1-sejr over topholdet Tampa Bay for en uge siden blev et godt punktum for Jimmy Nielsen.

- Da vi scorede det afgørende mål mod Tampa Bay, eksploderede stadion, og da vi kom ind i omklædningsrummet, var stemningen nærmest som om, vi havde vundet VM. Det var fantastisk, og alle var meget glade for at slutte af på den måde, siger Nielsen.

Nielsen hentede i alt fem danskere til Hartford. Stopperen Nicolaj Lyngø tog i sommer hjem til Jammerbugt, og i august blev Frederik Due mod Jimmy Nielsens vilje byttet væk til Orange County.

Sebastian Dalgaard, Mads Jørgensen og Philip Rasmussen spillede alle sæsonen færdig.


Af Mikael Blond
Onsdag 19. januar