Luk

Jørgensen fik comeback i Feyenoord-triumf

| Æresdivisionen | 0 kommentarer

Efter en hel sæsonstart på tribunen fik Nicolai Jørgensen søndag comeback for Feyenoord, som slog ADO Den Haag med 3-2 i Æresdivisionen.

Nicolai Jørgensen har brugt hele den første del af sæsonen på tribunen i Feyenoord, men søndag var han tilbage på bænken for den hollandske storklub, som tog imod ADO Den Haag.

Fra sin plads kunne han se sine holdkammerater storspille før pausen. Allerede i femte minut fik Rotterdam-klubben straffespark, og det scorede Rick Karsdorp stensikkert på.

Efter 21 minutter leverede Den Haag-keeperen et håbløst udspark, som blev opsnappet af Luciano Narsingh, som spillede et-to med en medspiller, inden han tippede bolden ind til 2-0.

Efter godt og vel en halv time fik Feyenoord igen straffespark, og denne gang hamrede Leroy Fer bolden over stregen og bragte sit hold på 3-0.

Efter 62 minutter kom Nicolai Jørgensen i spil. Han blev således skiftet ind i stedet for svenske Sam Larsson.

Han kunne dog ikke gøre så meget ved, at forsvarsspillerne var i gavehumør. Efter 77 minutter forsøgte Edgar Ie at saksesparke bolden væk, men han kom til at sende den i eget net.

Seks minutter senere var det Renato Tapias tur til at score i eget net. Han steg op til et frispark og headede den flot i det forkerte mål.

Feyenoord klarede dog skærene og fik sig en 3-2-sejr på dagen, hvor Nicolai Jørgensen altså var tilbage.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Torsdag 24. oktober
Onsdag 23. oktober