Danmark -Johnny T. på skolebænken: Stopper karrieren
2020-10-23 16:09:27
Foto: Getty Images

Johnny T. på skolebænken: Stopper karrieren

Johnny Thomsen bekræfter overfor bold.dk, at hans professionelle karriere er ovre. I stedet læser han nu til bygningskonstruktør.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

38-årige Johnny Thomsen stopper sin professionelle karriere og fortsætter nu på den civile karrierevej, hvor han læser til bygningskonstruktør.

Det bekræfter den tidligere Superliga-profil overfor bold.dk.

- Det vil nok være en tilsnigelse at kalde old boys-fodbold for en professionel karriere, så ja, jeg er stoppet. Jeg har bare ikke rigtig fået det meldt officielt ud, siger Johnny Thomsen til bold.dk og forklarer, hvorfor det er endt med et karrierestop i stedet for en aftale i en ny klub:

- I bund og grund er det nok endt der, fordi jeg efterhånden er en ældre herre. Jeg er jo fortsat så længe, fordi jeg følte, jeg stadig kunne bidrage, og det følte jeg også, da jeg stoppede i Randers FC i sommer.

- Men de muligheder, jeg forfulgte, blev ikke til noget, og som tiden gik, så kunne jeg godt mærke, at det var tid til at prøve noget nyt efter 15 år i fodboldverdenen.

Han erkender, det ikke var et nemt valg.

- Det var lidt ambivalent for mig, da jeg stoppede i Randers, og derfor meldte jeg jo ikke noget ud. Jeg var uafklaret efter min afsked, og jeg ville mærke efter, om det var det rigtige at stoppe på det tidspunkt. Det synes jeg, det var til sidst, og når jeg ser tilbage nu er jeg meget afklaret med det.

Thomsens kontrakt med Randers FC udløb i sommer efter otte år i klubben.

Var i kontakt med Fredericia

Inden det blev til valget om at stoppe karrieren var den rutinerede højreback i dialog med sin tidligere klub FC Fredericia i 1. division om en aftale.

- Jeg var i kontakt med Fredericia, men det blev ikke til noget. I bakspejlet er jeg glad for at stoppe mere eller mindre på toppen i Randers FC, men omvendt kunne jeg også godt se det sjove i at slutte cirklen og stoppe karrieren i Fredericia, hvor det hele startede.

- Men sådan skulle det ikke være, og det har jeg det også fint med, siger han.

Johnny Thomsen nåede i løbet af karrieren utallige kampe i 1. division og i Superligaen for FC Fredericia, SønderjyskE, FC København og Randers FC, og han fik tilmed tre kampe for det danske landshold fra 2010 til 2011.

Han vandt en enkelt pokaltitel, da han var i FCK i 2011/12 - han skiftede dog klub i januar, men var med i pokalkampe i efteråret den sæson.

Ikke alderspræsident på studiet

I stedet for fodbolden har Johnny Thomsen nu helliget sig bøgerne, hvor han har indledt en uddannelse som bygningskonstruktør.

- Jeg har været i gang i et par måneder efterhånden, og når man ikke har lavet andet end at spille fodbold i de sidste mange år, så har det været specielt som en snart 40-årig mand at skulle tilbage på skolebænken, siger han og fortsætter:

- Omvendt er det noget, jeg har trængt til i stedet for at rende efter en bold. Jeg føler, jeg har fået en god start på mit nye studieliv, og jeg trives godt med det og føler, jeg er det rette sted.

Interessen for uddannelsen har Thomsen fået gennem en kammerat, som selv er bygningskonstruktør, ligesom Thomsen har bygget løs på familiens hus.

- Jeg har sideløbende med min fodboldkarriere gået og renoveret på familiens tidligere hus, og det er der, jeg har fået interessen for det, og det har altid fyldt meget ved siden af fodbolden, fordi det har været vigtigt at have noget andet.

- Jeg kunne ikke læse ved siden af fodbolden, fordi det er et fuldtidsstudie, så derfor er jeg først kommet i gang nu i forhold til andre, der læser gennem karrieren.

Men hvordan er det så, som 38-årig at skulle starte på et studie efter en lang fodboldkarriere? Ja, det havde Thomsen tænkt over på forhånd.

- På studiet er jeg ikke alderspræsident, som jeg var i Randers, så på den måde er det gået den rette vej, siger Thomsen med et stort grin og fortsætter:

- Det er meget blandet på uddannelsen, hvor nogen lige er gået ud af gymnasiet, mens andre har været tømrere og læser videre. 

- Det var også en af grundene til, at det blev den uddannelse, for jeg havde nok haft svært ved at sætte mig i en studiegruppe af folk, som lige var gået ud af gymnasiet.

Han fortæller, at han var mæt af fodboldbranchen, hvorfor det også blev til et stop i den verden. Han følger dog stadig tæt med, når Randers FC spiller, og det er en kende mærkeligt ikke at være en del af længere, erkender han.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce