Til sommer stopper Jesper Sørensen som cheftræner i FC Fredericia, fordi han drager til Canada med sin familie - og nu har 1. divisionsklubben fundet afløseren.
Valget er faldet på Jonas Dal, som lige nu træner Kjellerup IF i 2. division. Jonas Dal, som tidligere har trænet Hobro IK og Esbjerg fB, er blevet ansat på en toårig kontrakt.
- Vi har været igennem en konstruktiv ansættelsesproces, hvor vi har haft flere rigtig dygtige kandidater. Det er mundet ud i en aftale til Jonas, og det er vi meget glade for, siger FC Fredericia-direktør Stig Pedersen til bold.dk.
- Jonas passer rigtig godt ind i FC Fredericia. Han har erfaringer fra alle niveauer i divisionerne, og han skal nu forsøge at føre os videre fra vores nuværende position.
- Hvis ikke vi rykker op allerede til sommer, bliver Jonas' opgave at føre os i Superligaen, siger Stig Pedersen.
Skal fortsat være offensivt indstillet
FC Fredericias spillestil har under Jesper Sørensen været meget boldbesiddende og offensiv - og den stil skal Jonas Dal i høj grad føre videre.
- Vi er rigtig glade for den måde, Jesper Sørensen leder holdet på lige nu. Vi peaker i øjeblikket og har gjort det i et stykke tid. Men uanset hvilken træner vi havde valgt, så har vi ikke været på jagt efter en ny Jesper Sørensen, siger Stig Pedersen.
- De seneste trænere vi har haft, eksempelvis Thomas Thomasberg, Peter Sørensen, Nicolai Wael, er jo trænere, der alle har hver deres personlighed og stil. Jonas Dal har også sin egen stil, og det skal han også have lov til.
- Men det har været vigtigt for os, at vi fortsætter vores offensive tilgang til spillet. Vi vil gerne have bolden meget og dominere kampene.
- Der vil selvfølgelig komme nogle ændringer, når Jonas kommer ind - men det skal selvfølgelig ligge i tråd med de ting, vi gør i dag. Alle trænere har deres måder at gøre det på, og Jonas har også frie hænder til at gøre, som han vil, siger Stig Pedersen.
Jonas Dals FCM-fortid bliver en fordel
FC Fredericia har for nylig indledt et samarbejde med FC Midtjylland. Aftalen går ud på, at FC Fredericia skal leje spillere i FC Midtjylland.
Og Stig Pedersen mener, at Jonas Dals fortid i netop FC Midtjylland bliver en gevinst.
- Han har jo en god indgangsvinkel i FC Midtjylland, og det vil også være en god ting i vores nye samarbejde med dem, siger Stig Pedersen og fortæller, at Dal i løbet af foråret skal inkluderes i arbejdet med at sætte en trup sammen.
- Jonas træner Kjellerup i øjeblikket, og det er hans hovedopgave lige nu.
- Men det er klart, at jeg vil vende spillertruppen med ham undervejs. Vi har allerede talt om det, og han vil selvfølgelig også få mulighed for at give sit besyv med, når vi skal kigge på spillere, siger Stig Pedersen.
FC Fredericia kæmper i øjeblikket med i toppen af 1. division og har fortsat gode muligheder for at lande i top-tre, som kan ende med oprykning til Superligaen.
nicolai@bold.dk


Kjellerup
FC Fredericia
Betinia Liga






























