Luk

Journalist: Arsenal-dansker har klare styrker

| International | 2 kommentarer

Infoboks

Arsenal - Leeds
Carabao Cup (26/10)
bet365 1,60 4,00 5,50

Den danske Arsenal-angriber Mika Biereth er faldet ekstremt godt til i London-klubben og har tydelige spidskompetencer, fortæller en The Athletic-journalist, der følger Arsenal tæt.

Onsdag blev det danske U19-landshold udtaget, og der vakte især ét navn opsigt blandt de unge talenter.

Mika Biereth fra Arsenal.

En 18-årig angriber, som de færreste har hørt om herhjemme, men som ikke desto mindre banker mål ind på samlebånd på ungdomsholdene i først Fulham og siden i sommer Arsenals U23-hold.

Men hvem er denne Mika Biereth, der på grund af sin danske far er spilleberettiget for Danmark?

bold.dk har allieret sig med journalist Art de Roché, der dækker Arsenal tæt for The Athletic, for at blive klogere på Biereth, der kan blive Danmarks nye bomber.

- Personligt anede jeg ikke, at Biereth var berettiget til at spille for Danmark, men det var ret cool at finde ud af, siger Art de Roché til bold.dk.

- Han er faldet ekstremt godt til i Arsenal, og han er allerede fast starter. Den eneste kamp, han ikke startede inde i, var mod Manchester Uniteds U23-hold, fordi Eddie Nketiah fra førsteholdet havde brug for minutter.

Bevægelser, fart og afslutninger i top
Mika Biereth scorede i weekenden hattrick for Arsenals U23-hold mod Chelsea, mens han i sidste sæson lynede 22 gange og lavede 13 oplæg i sammenlagt 27 kampe for Fulhams ungdomshold ifølge Transfermarkt.

Den nyslåede U19-landsholdsspiller er faldet til på rekordtid i Arsenal.

- Indtil videre har han dannet gode relationer med de spillere omkring sig, hvad enten det er kantspillere, når han spiller som enlig angriber, eller i et tomandsangreb, fortæller Art de Roché.

Spidskompetencerne er da også tydelige, mener han.

- U23-træner Kevin Betsy var hurtig til at identificere Biereths bevægelser i de offensive områder som en essentiel styrke.

- Det var tydeligt ved hans mål mod Crystal Palaces U23-hold, at han forstår, hvordan man skaber plads til sig selv i feltet.

- Han er også temmelig hurtig, og han kan udnytte en lang bold over en høj forsvarskæde. Derudover er hans afslutningsevner selvfølgelig et af hans særpræg. Hans første mål mod Chelsea er sandsynligvis det flotteste indtil videre.

Har du fået et indtryk af ham som person?

- Han har været der så kort tid, at jeg ikke har fået så stort et indtryk af ham som person endnu. Jeg vil dog sige, at han er villig til at tilpasse sig.

- Når jeg taler med Betsy, giver han udtryk for, at Biereth har tilpasset sig deres spillestil rigtig hurtigt. Han er god til at holde i bolden, så holdkammeraterne kan komme med frem, og det har været vigtigt.

England kan stjæle ham
Det er et uhyre smalt nåleøje for talenterne i de engelske klubber, hvis de skal bryde igennem på førsteholdet og klare konkurrencen fra de dyre drenge udefra.

Art de Roché spår da heller ikke Mika Biereth en rolle på førsteholdet lige foreløbig, og der skal formentlig europæisk fodbold i Arsenal til, før det sker.

- Det er utænkeligt, at han bryder igennem på førsteholdet i denne sæson, fordi de har så mange angribere.

- Hans nuværende konkurrenter er Pierre-Emerick Aubameyang, Alexandre Lacazette, Eddie Nketiah, Folarin Balogun og Gabriel Martinelli samt den unge svenske angriber Nikolaj Möller, der er udlejet i Tyskland (Viktoria Köln, red.).

- Måske bliver det mere realistisk med en optræden på førsteholdet, når/hvis Arsenal er tilbage i europæisk fodbold i fremtiden.

Selvom Mika Biereth er udtaget for Danmark på U19-niveau, kan han ende med at blive landsholdsspiller for Englands A-landshold i sidste ende.

Lige nu er det dog en fin mulighed for ham at repræsentere Danmark, vurderer Art de Roché.

- Der er en masse talent i England på tværs af alle positioner og aldersgrupper, hvilket betyder, at selv store talenter kan gå til midten af deres ​​20'ere uden en udtagelse til landsholdet.

- Det vil være en fordel at repræsentere Danmark på dette niveau, men det betyder ikke, at han ikke er blevet opdaget af England.

- Jack Grealish og Declan Rice er begge eksempler på nuværende engelske landsholdsspillere, der tilbragte deres ungdomskarriere med at spille for en anden nation - Irland for begges vedkommende - så det kan stadig ændre sig, siger Art de Roché.

Mika Biereth træner ind imellem med førsteholdet i Arsenal. Han forstår alt på dansk og kan også selv snakke lidt, fortalte U19-landstræner Lars Knudsen til bold.dk tidligere onsdag.

Læs den historie her.


Af Sara Margren
Mandag 25. oktober