Kasper Junker bragede i 2020 derudad for Bodø/Glimt, hvor han scorede 28 mål i 26 kampe og vandt det norske mesterskab med klubben.
Præstationerne kastede et skifte til japanske Urawa Red Diamonds af sig, hvor han er startet ud med fire mål i tre kampe.
27-årige Junker har dermed fået det gennembrud og den medvind, han aldrig for alvor fik i Superligaen, hvor han tørnede ud for Randers FC, AGF og AC Horsens.
Kasper Junker ærgrer sig over, at det aldrig blev til mere i dansk fodbold, men han fandt aldrig kontinuiteten over længere tid, erkender han.
- Jeg synes faktisk, jeg havde nogle gode perioder i Superligaen, blandt andet hvor vi spillede nedrykningsspil med AGF. Men der kom aldrig en opfølgning på det, og jeg fandt aldrig et stabilt niveau over længere tid, siger Junker til bold.dk.
- Det ærgrer mig, men nogle gange skal man finde sine egne veje. Når jeg tænker tilbage, var jeg ikke mentalt klar til at være på det niveau, det krævede i Superligaen.
Hvad manglede du?
- Jeg startede rimelig sent med at komme ind i det professionelle liv som fodboldspiller, og det er måske først nu, jeg rigtig har forstået, hvad det handler om. Ikke det professionelle aspekt, men mere mekanismerne.
- Mine bevægelser i boksen er for eksempel blevet tusind gange bedre, og så er jeg blevet mere bevidst om, hvilke løb der kan gøre, at jeg kan score mål. Tidligere fløj jeg bare rundt som en høne uden hoved.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg er blevet klogere, og den klogskab ville jeg da ønske, jeg havde haft, da jeg var yngre. Men den kommer jo med erfaringen.
Blev stemplet som uduelig
Bo Henriksen fortalte dig i AC Horsens, at du nok aldrig ville få succes som frontangriber i Superligaen. Hvilket indtryk gjorde det på dig?
- Jeg tænkte, at jeg enten kunne kapitulere og sige 'ja, han har måske ret', eller også kunne man sige 'hvis ikke han tror på det, må jeg finde en anden, der gør', og derfor tog jeg til Stabæk.
- Derfra er det kun gået én vej, men det var lidt point of no return for mig. Når jeg tænker tilbage, er jeg skuffet over det, jeg fik vist i Superligaen, for jeg føler ikke, jeg ramte det niveau, jeg vidste, jeg havde i mig.
- Men omvendt var jeg heller ikke længere i min udvikling på daværende tidspunkt, erkender Junker.
Følte du dig stemplet i Danmark?
- Jeg følte vitterligt, at jeg havde de dér øjne på mig i Superligaen. Selvom jeg scorede tre kampe i træk og så ikke scorede i den fjerde, var folks mening stadig, at jeg var uduelig.
- Jeg følte, at det aldrig rigtig kunne blive godt i Danmark, og at jeg ville blive endnu mere ramt på selvtilliden.
Røg ned i et stort sort hul
Kasper Junker mærkede i den grad presset fra fans og omverden som ung og grøn i Superligaen.
Forventningerne og hans stempel som ufarlig angriber endte med at køre ham ned - helt ned på bunden faktisk.
- Jeg var 21-22 år, som selvfølgelig er gammelt i fodbold i forhold til, hvor tidligt spillere i dag får deres gennembrud, men jeg var jo ny i Superliga-fodbold.
- Det var hårdt at blive valgt til interviews efter hver kamp, og jeg kunne måske godt have ønsket, at der var nogen, der havde beskyttet mig lidt mere. Men omvendt må man også lære det på den hårde måde, og det gjorde jeg jo.
- Jeg kan godt forstå, at fansene var frustreret nogle gange, for det var sgu også lidt stolpe ud for mig, og der var ikke nogen, der var mere frustreret end mig selv. Det var en ond spiral, og derfor var jeg også nødt til at komme ud af det.
- Til sidst i Horsens var jeg meget, meget langt nede i et sort hul, tør jeg godt indrømme. Jeg var også længere nede, end folk lige umiddelbart troede.
Håbede ikke bolden kom til mig
På grund af presset, præstationerne eller?
- Det hele. Pres indefra og udefra og de ting, der skete i klubben. Det var virkelig bare en stor gryderet af dårlige ting. Jeg var rigtig langt nede.
- Derfor var Norge min sidste mulighed. Nogle bekendte sagde til mig 'det er din sidste chance med Bodø, hvis du ikke gør det godt der, kommer du til at drage rundt mellem divisionerne'.
Var du der, hvor du mistede lysten til at spille fodbold?
- Nej, fodbold har altid betydet alt for mig, men det var ikke sjovt at komme til træning, og jeg havde ikke lyst til at være der. Jeg håbede ikke, at bolden kom til mig; nogle af de klassiske ting når man er helt nede.
- Men det var også mit eget job at hive mig selv op, og jeg havde også en mentaltræner, men jeg tog det nok ikke seriøst nok i forhold til, hvor langt nede jeg var.
- Vi talte om tingene, men han havde svært ved at nå ind til mig, fordi jeg havde en form for blokade. Der var bare sort skærm.
Patienten var sgu død
Talte du med nogen i Horsens om det?
- Jeg følte, at jo mere jeg talte med dem, jo mere sort blev skærmen. Jeg tog på ferie efter sæsonen, og alt var bare skidt.
- Der fik jeg at vide, at jeg ikke indgik i planerne i næste sæson i forhold til en startplads, og der tænkte jeg 'det skal sgu være løgn'.
- Jeg arbejdede hårdt i ferien, havde en rigtig god preseason og var i startopstillingen i den første kamp, men jeg havde bare følelsen af, at det aldrig ville blive godt. Løbet var kørt, følte jeg.
- Selvom de gerne ville have, jeg blev, var jeg nødt til at se, om jeg kunne få gejsten frem et andet sted. Jeg var nødt til at genoplive min karriere et andet sted, for lige nu var patienten sgu død, siger Junker.
Kasper Junker blev udlejet til Stabæk i august 2019, og et halvt år senere slog Bodø/Glimt til og hentede den danske angriber.
Junker er glad for, at han tog til Norge for at genfinde fodboldlysten.
- Jeg er glad for, at jeg turde tage skridtet til Norge, og når jeg siger 'turde', mener jeg bare at turde tage skridtet væk fra venner og familie på daværende tidspunkt i min situation, hvor det klart nemmeste valg havde været at blive i trygge omgivelser.
Handler din succes i Bodø også om, at du fik tillid fra træneren?
- I mit halve år i Stabæk tog jeg virkelig nogle store skridt spillemæssigt, som så blev fulgt op i Bodø, hvor jeg havde et trænerteam, der troede på mig – men jeg havde så også været et dyrt indkøb for dem.
- Men jeg føler nu også, at jeg havde tillid fra Glen (Riddersholm, red.) og David (Nielsen, red.) i AGF, men jeg fik aldrig fulgt op på mine gode præstationer.
- Det er så vigtigt som angriber at være stabil, og det var jeg ikke på det tidspunkt. Det var jeg til gengæld i Bodø fra dag ét, siger Kasper Junker.
Kasper Junker nåede fire mål i 21 kampe for Randers, 13 kasser i 69 AGF-kampe samt tre mål i 28 AC Horsens-optrædener.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AGF
AC Horsens
Randers FC
3F Superliga































