Luk

Junker-merch storsælger: Dannebrog udsolgt

| J. League | 9 kommentarer

Infoboks

Nagoya Grampus - Urawa Red Diamonds
J. League (04/12)
Oddset 2,20 3,30 3,20
bet365 2,15 3,40 3,40

Kasper Junker har fået sin egen merchandise-linje i Urawa Red Diamonds, og Dannebrog er udsolgt i alle butikker. Danskeren fortæller her om en helt vild fankultur i Japan.

Kasper Junker har taget japansk fodbold med storm, hvor han har banket 11 mål ind i sine første 15 kampe for Urawa Red Diamonds.

Den 27-årige angriber nyder stor opbakning fra klubbens fans, der har danske flag med til Urawas kampe for at hylde deres danske topscorer.

Det startede med et par flag hist og her, men den fornemme gestus har taget til i omfang, og Dannebrog er ikke til at opstøve i Saitama og omegn.

- Jeg fik at vide af klubben, at det var udsolgt i alle butikker, og fans havde skrevet og spurgt, om de kunne købe det på klubbens hjemmeside, fordi det var udsolgt overalt, fortæller Junker til bold.dk.

De mange flag sætter Junker på overarbejde.

- Det er fuldstændig vanvittigt, hvor mange danske flag der er på stadion til kampene nu.

- I starten vinkede jeg ekstra meget til dem, der havde taget et dansk flag med, fordi det var fedt, de havde gjort noget ekstra. Nu skal jeg vinke ekstra til alle sammen, det er helt vildt.

- Der er også stadig nogen, der klæder sig ud som vikinger. Det er fedt, at de gør lidt ekstra ud af det, og så passer det danske flag jo med Urawas farver, så det er helt perfekt.

Junker-merchandise og viralt hunde-selfie
Faktisk er Junker så populær, at han har fået sin egen merchandise-linje med sit trøjenummer 7.

- Der lavet kasketter, t-shirts og alt muligt. Det er lidt sindssygt. Jeg tror sgu, det sælger meget godt allerede, siger Junker med et grin.

Skal du have noget af dit eget merchandise så?

- T-shirten er sgu fed nok, synes jeg. Det klinger da meget godt med KJ7. Så det kan da godt være, jeg skal give den fuld gas med ananas i egen juice og bare gå rundt i mit eget tøj, griner Junker.

Kasper Junker bliver da også tit genkendt i både Saitama og Tokyo.

- Hver gang jeg er i Tokyo for at blive klippet, laver de en nyhedsartikel om det, og når jeg er der med holdet, er det oftest mig, de vil have billeder af. Det har ikke engang de andre spillere prøvet før, så det er lidt vildt.

- Jeg er selvfølgelig også nem at genkende, fordi jeg er høj og ranglet og har langt lyst hår. Men de gør det på en så venlig måde, og det er fedt at se, hvor glade de bliver.

For nyligt var Junker forbi et sted, der havde hunde, og da han lagde et billede op af det på sociale medier, stak det af.

- Jeg lagde et billede af mig selv og en hund på Twitter, og det fik over 7000 likes, og det var altså bare en hund. Der blev lavet artikler på det herovre, og det er sindssygt.

- Da jeg var inde og købe vand i en 7-Eleven efter en kamp, stod der er en hel universitetsklasse og ventede på mig, da jeg kom ud, så de kunne få en autograf. Det var helt skørt.

Er du ved at være en decideret superstjerne i Japan?

- Jeg kan ikke udnævne mig selv som superstjerne, men det er da lidt sindssygt. Heldigvis kan jeg sagtens fokusere på fodbolden, for jeg forstår jo ikke så meget af det, der bliver sagt. Jeg nyder bare at være i en fed klub, siger Junker.

Interesse fra europæiske klubber
Kasper Junker har fortsat sine takter fra Bodø/Glimt i Urawa Red Diamonds, og han har trods kulturforskellene ikke rigtig haft brug for en tilvænningsperiode i Japan.

- Sportsdirektøren har sagt, at klubben havde forventet en længere tilvænningsperiode, og de var klar til at give mig tid, nærmest en sæson for at vænne mig til livet herovre. Det er klart, at det har lagt lidt større pres på mig, at jeg er startet så godt.

Hvorfor er det så, at du er faldet til så hurtigt?

- Det er svært at sige. Det har nok noget at gøre med, at jeg kom med stor selvtillid, og så har det bare fungeret fra første kamp, hvor jeg scorede efter ni minutter.

- Men jeg ved godt, at der vil komme en periode, hvor alt ikke falder i hak. Jeg føler mig bare godt tilpas, og jeg har en god kemi med hele klubben allerede. Det fungerer bare.

Junkers gode start for Urawa har kastet interesse af sig fra europæiske klubber, men han er slet ikke færdig i den japanske klub endnu.

- Jeg tænker ikke rigtig over det. Jeg er så glad for at være herovre allerede, og jeg sagtens se mig selv være herovre i længere tid.

- Jeg har allerede hørt om lidt interesse, og der er nogle lidt større klubber i Europa, der spørger til mig.

- Men jeg elsker kulturen her og den måde, jeg er blevet taget imod på her, og jeg vil gerne være én, de husker her i Urawa.

- Jeg ser nogle gode muligheder for mig og min karriere her, så der skal noget vanvittigt til, hvis jeg allerede denne sommer skulle skifte. Det skal godt nok være meget spændende, hvis jeg skal lytte til det.

Scholz bliver overrasket
Kasper Junker var den tredje dansker nogensinde i japansk fodbold efter Michael Laudrup og Brian Steen Nielsen.

Snart kommer FC Midtjylland-profilen Alexander Scholz til, og Junker ser frem til en landsmand i klubben.

- Det er sindssygt specielt at gå fra at være den tredje dansker nogensinde i japansk fodbold til at være to på samme tid - og så i den samme klub.

- Men det er mega fedt af ham at tage den mulighed her, for jeg tror, han bliver overrasket og glad for at være her.

- Det er også altid rart at have én, man kan tale dansk med herovre, så det kommer helt sikkert til at hjælpe både ham og mig.

Udover at præstere på banen har Junker også et andet mål i sin tid i Japan.

- Jeg regner med, at jeg skal se Mount Fuji. Om jeg skal bestige det, har jeg ikke besluttet mig for endnu, men det kunne være sindssygt. Det tager vist nogle dage.

- Selvom jeg har været i Tokyo en del gange, føler jeg stadig ikke, jeg har set noget som helst, fordi der er så meget at se. Så når tiden er til det, skal jeg helt klart rundt og se en masse, siger Junker.

Japansk fodbold holder en lille pause, og derfor skal Junker og Urawa først i kamp igen i starten af august.


Af Sara Margren

9 kommentarer

Kickerkim 07:06          
Jeg er sgu glad på hans vegne! :) fedt interview
Finn Rav 07:15          
Lige mine ord, fedt interview !
Buck'o 07:29          
Netop det her er vel en af grundende til at give et skifte til et mere eksotisk sted en chance. Det har jo allerede udviklet sig til lidt af et eventyr må man sige. Historien havde måske/sandsynligvis været en anden, havde han valgt en europæisk klub i stedet.
Principia 07:50          
Herligt og dejligt ydmygt :-))
Groggster 08:02          
Superfed artikel at bringe - det giver jo netop en fornemmelse af, hvorfor sådan et skifte kan være fedt for en fodboldspiller, når de fleste af os fans automatisk tænker i karriereveje.
kampito 09:59          
Enig- Fed artikel og god historie, tænk at kombinere en kæmpe oplevelse og bo i Japan med det at være superstjerne.. og mega imponerende at Junker bare fortsætter med at banke kasser ind.
Nu bliver jeg nok ikke populær med denne udtalelse, oven på landsholdets netop afsluttede succesfulde EM, men Sorry to say, så kan jeg godt forstå hvis Kasper Junker fortsætter med at score på samlebånd og ikke for et opkald fra Kasper Hjulmand, at han så tænker "Hvad skal der så til, for at blive udtaget til landsholdet";-)
KOLDING IF SUPPORT. 10:08          
Han har det jo heller ikke fra nogen fremmed mht at score mål. Hans far var jo selv en fremragende spiller i Vejle og senere her hos os i Kolding hvor han stadig er fast gæst på stadion når tiden er til det. Og mht merchandise er det også noget der er kommet ind med generne da hans far jo havde Intersport hvor selveste Jan Mølby er udlært og senere nu er indehaver af Sport Direct.
Fredag 3. december
Horsens gik forbi Fredericia med fjerde i træk
21:00
Milan bekræfter: Sæsonen slut for Simon Kjær
21:00
FCK-brok skydes ned: Entydigt straffe til AGF
20:59
Xavi afviser salg af de Jong: Er utrolig vigtig
20:55
Avis: Brøndby hæver Uhre-pris til 15 millioner
20:54
Xavi afviser salg af de Jong: Er utrolig vigtig
20:50
Milan bekræfter: Sæsonen slut for Simon Kjær
20:48
Messi vandt Ballon d'Or: Helt retfærdigt
20:48
FCK-brok skydes ned: Entydigt straffe til AGF
20:45
Horsens gik forbi Fredericia med fjerde i træk
20:45
Premier League tips - vi kører snart igen
20:44
FCK-brok skydes ned: Entydigt straffe til AGF
20:41
Horsens gik forbi Fredericia med fjerde i træk
20:39
Horsens gik forbi Fredericia med fjerde i træk
20:39
Horsens gik forbi Fredericia med fjerde i træk
20:39
Milan bekræfter: Sæsonen slut for Simon Kjær
20:38
Milan bekræfter: Sæsonen slut for Simon Kjær
20:30
Horsens gik forbi Fredericia med fjerde i træk
20:28
Medie: Eriksen ophæver med Inter til januar
20:26
Milan bekræfter: Sæsonen slut for Simon Kjær
20:26
Horsens gik forbi Fredericia med fjerde i træk
20:25
Medie: Eriksen ophæver med Inter til januar
20:23
FCK-brok skydes ned: Entydigt straffe til AGF
20:21
Konate er ikke i tvivl: Robertson er skør
20:20
Arsenal-spids: Bedre end mod Liverpool
20:20