Luk

Kaastrup i farlig leg: Grum tunnel på Hummels

| Bundesliga | 5 kommentarer

Magnus Kaastrup har fået én træning på Dortmunds førstehold, og den brugte han blandt andet på at lave en grum tunnel på Mats Hummels og få tips fra rutinerede Marcel Schmelzer.

Når der er landskampe på plakaten, vinker de store klubber for en stund farvel til mange af sine profiler, som skal ud i verden og repræsentere deres land – og det kan være en fordel for andre.

I Dortmund drog AGF-talentet Magnus Kaastrup fordel af det tidligere på sæsonen.

Han spiller på Dortmunds andethold på en lejeaftale, og i forbindelse med en landskampspause var han på visit hos førsteholdet – og selvom mange profiler var væk, var der store stjerner tilbage.

- Mario Götze, Mats Hummels, Julian Weigl og Roman Bürki var der – nogle sindssygt store navne, siger den unge Dortmund-lejesvend til bold.dk.

- Jeg talte en del med Mahmoud Dahoud og Marcel Schmelzer, som var rigtig søde og rare, og de ville rigtig gerne lære fra sig – det var dejligt at opleve.

- Jeg var mega-nervøs, men jeg blev taget godt imod. De har prøvet det mange gange før, at der kommer unge spillere op, så der var ikke noget at komme efter. Det var en virkelig god træning. Jeg viste mig rigtig godt frem, og mine færdigheder kom rigtig meget til syne, siger Kaastrup.

En grum tunnel
Magnus Kaastrup er en spiller, der har fut i stængerne og gode dribleevner, hvilket tidligere har fået hans træner på Dortmunds andethold, Mike Tullberg, til at kalde ham en spiller med vanvittig x-faktor.

Og selvom man skal være en lille smule ydmyg, når man træner med førsteholdet, så er det svært at undertrykke instinkterne, kan Magnus Kaastrup skrive under på.

- Jeg lavede en grum tunnel på Mats Hummels og scorede. Den var sgu nok ikke gået i Danmark. Så var jeg formentlig blevet sparket ned bagefter, og det troede jeg også, jeg ville blive her. Der var også to andre unge fra mit hold, der var med oppe at træne, og de spurgte, hvordan jeg turde gøre det, siger Kaastrup med et grin.

- Det er sådan, min spillestil er, og Mats Hummels gjorde ikke noget. Han ærgrede sig bare over, at han ikke var vågen i den situation. Det gjorde faktisk lidt indtryk på mig, for i Danmark havde jeg fået noget at vide eller var blevet sparket ned. Hummels var super-professionel, siger Kaastrup.

Et andet miljø
Den 19-årige dribler fortæller om et helt specielt miljø omkring Dortmunds førstehold. Der er en naturlig respekt for de ældre og rutinerede spillere, og det skulle den kække aarhusianer lige falde ind i – men han mærker også en generel respekt fra alle i det tyske træningsmiljø.

- Jeg ved godt, at jeg altid har været meget kæphøj. Det vil jeg nok altid være, og min spillestil irriterer de lidt ældre spillere – og jeg ændrer ikke min spillestil. Men man skal tænke lidt mere over tingene hernede, før man begynder at kæfte op.

- Tidligere har jeg ikke tænkt mig helt nok om, før jeg gjorde ting, og jeg har også været ude for, at der er blevet gået til mig i Danmark, hvis jeg har råbt for højt – så jeg er blevet mere moden i forhold til at tage beslutninger og i forhold til at tilgå andre mennesker.

- Jeg var mega-bange for at møde mine holdkammerater i starten, men alle var super-venlige og imødekommende. Alle er velopdragne og behandler alle omkring sig med respekt, siger Magnus Kaastrup.

Har lært meget
Den unge aarhusianer rykkede til Tyskland som 18-årig, og bare det at flytte hjemmefra har flyttet meget i ham som person.

- Der har selvfølgelig været mange ting at lære. Jeg har skullet lære at bo alene uden min familie, som betyder utrolig meget for mig. Det har været meget specielt.

- Jeg har været vant til at få besøg hjemmefra ofte, men det får jeg af gode grunde ikke lige nu, så det kan godt være lidt hårdt.

- Derudover har der selvfølgelig været en masse omkring fodbold, jeg har skullet lære. Jeg har skullet forholde mig til et nyt hierarki og interne politikker. Det er en af verdens største fodboldklubber, så det er et sted, hvor der er mange ting, man skal vænne sig til, siger Kaastrup.

Magnus Kaastrups lejekontrakt i Dortmund løber ud til sommer, og så skal han som udgangspunkt tilbage til AGF – den situation er der mere om i morgen.

Køb billetter til AGF's kommende hjemmekampe her!


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Onsdag 1. april
Tirsdag 31. marts