Luk

Kæk Falk: Fischer bliver umulig at styre

| 3F Superliga | 2 kommentarer

Rasmus Falk var i det kække hjørne efter sejren over Brøndby. Han regner således ikke med, at Viktor Fischer bliver til at styre i de kommende uger, efter at han scorede to i derbyet.

Viktor Fischer fik endelig hul på bylden for FC København, da han efter en pause på mere end syv måneder scorede i Superligaen søndag – og så endda de to afgørende scoringer mod Brøndby.

Den 25-årige aarhusianer er kendt som en mand, der ikke er bleg for at bringe sig selv i fokus, og i FCK bliver han ikke til at styre, beretter Rasmus Falk.

- Nej, det bliver han nok ikke de næste to uger, så det er lidt ærgerligt, at der ikke er en landskampspause. Ej, det var fantastisk for ham at komme ind og være afgørende og sætte sit præg på det, sagde Falk efter kampen.

Viktor Fischer tog på solotur ned mod FCK's fans, da han havde scoret til 1-0, mens resten af FCK-holdet jublede et andet sted på banen.

- Vi var glade for, at han kom tilbage. Jeg blev da lidt nervøs for, hvor han var på vej hen – men han kom heldigvis tilbage og afgjorde kampen, siger Rasmus Falk.

Den 27-årige fynbo nød søndagens kamp i en flot kulisse i Telia Parken.

- De her kampe kan ikke måle sig med noget andet. Stemningen fra begge sider er fantastisk. Det er altid en oplevelse, og man tager det med sig hjem og værdsætter det, siger Falk, som også var glad for sit holds indsats – i hvert fald det meste af den.

- Vi gav for mange chancer væk i forhold til, hvor godt vi spillede. Specielt i anden halvleg udspillede vi dem – og alligevel havde de store chancer. Det skulle vi have undgået.

- Men jeg har stor respekt for vores indsats. Når man har i mente, at vi spillede en sen kamp i Schweiz i torsdags, er det stærkt at vise overskud. Fra anden halvlegs start var vi dominerende, siger Falk.

Han spillede selv 89 minutter af derbyet, inden han blev skiftet ud fra sin plads på den centrale midtbane.

- Der var udsolgt, siger Falk, som havde en rigtig god følelse efter kampen.

- Min halvsæson har været lidt ude ad rytme. Jeg fik en lille fiberskade i starten, så nogle karantænedage og til sidst et slag i hovedet, der tvang mig ud. I dag var det rigtig, rigtig godt, så det var skønt at hjælpe holdet med den bedste udgave af sig selv.

- Jeg synes, der har været en masse fine kampe, men der har lige manglet det sidste. Det kom i dag, og det var dejligt. Og så vandt vi. Det er det, det handler om. Det handler ikke om den enkelte spiller, siger Falk.

Oplev F.C. København på hjemmebane i Telia Parken. Se kampprogrammet og mulighederne her!


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Mandag 9. december