Real Madrid røg onsdag sensationelt ud af Copa del Rey, da holdet tabte med 1-2 mod Alcoyano fra den tredjebedste række i Spanien.
Onsdag aften skulle Real Madrid forsøge at spille sig videre i Copa del Rey, da holdet på udebane skulle mod Alcoyano fra den tredjebedste række.
Derfor havde Zinedine Zidane valgt at stille med flere reserver fra kampens start, da folk som Isco, Eder Militao og Mariano fik muligheden for at bevise deres værd.
Federico Valverde var ved at bringe Madrid planmæssigt i front, men hans forsøg blev reddet af Jose Figueras i målet.
Det var nemt at se styrkeforskellen på holdene, og kongeklubben sad på næsten alt spillet i første halvleg.
Mod halvlegens slutning gav Madrids pres endelig pote. Marcelo slog et godt indlæg til den bagerste stolpe, hvor Militao dukkede op og headede dem i front med 1-0.
Mariano var ved at udbygge føringen efter halvlegen, men igen var Figueras på plads i målet.
Vinicius Junior forsøgte sig efter 79 minutter, da han fyrede en fremragende flugter afsted fra distancen. Figueras var dog i stort spillehumør og parerede bolden til hjørne.
Lige efter fik Alcoyano sensationelt udlignet, da et hjørnespark sejlede over til bagerste stolpe, hvor bolden blev headet i kassen af Jose Solbes til vild jubel for hjemmeholdet.
Trods et stort pres fra Real Madrid fik de ikke scoret, og derfor skulle kampen i forlænget spilletid.
Scorede med kun ti mand
Da der var spillet 110 minutter fik Ramon Lopez fra Alcoyano sit andet gule kort i kampen, og derfor måtte han tidligt i bad.
Sensationen kom fem minutter efter, da hjemmeholdet kombinerede flot på kanten af feltet. Ved forreste stolpe kom Juanan Casanova først på et indlæg, og han satte en lang tå på til 2-1 for Alcoyano.
En hel vild udvikling, især når man tænker på, at Alcoyano kun var 10 mand på banen, men Madrids forsvar sov fuldstændig i situationen.
Real Madrid formåede ikke at score det udlignende mål, og derfor sendte holdet fra tredjebedste række sensationelt kongeklubben ud af Copa del Rey.
28 kommentarer
Det positive er at der nu er færre kampe med Real Madrid at skulle se, det er en kæmpe gave at skulle slippe for det.
Zidan bliver da fyret for det her, gør han ikk? holdet er jo helt væk. Real fans, hvad er jeres indtryk af stemningen i henhold til fyring. la liga vinder atletico nok, og ka ikk se det her real hold have en chance i chl.
Ingen gejst og en handlingslammet træner, der bliver ved med den gamle garde.
Der skal nyt blod til.
Det er sku sørgeligt at se på de spillere der bære logoet i øjeblikket. Zidane , du begynder at miste lidt tillid! Det er decideret til grin det her!