3. division -Kant tager til Slagelse: Superliga-drøm lever
2021-09-04 07:30:00
Foto: Framed by Dejan

Kant tager til Slagelse: Superliga-drøm lever

21-årige Cömert Aga Öcal er skiftet fra Fremad Valby til Slagelse, og det er et skridt i den rigtige retning i forhold til at nå målet om at spille Superliga-fodbold som 25-årig, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Cömert Aga Öcal har taget et skridt videre i drømmen om at spille Superliga-fodbold. Denne sommer er kantspilleren skiftet fra Fremad Valby, der netop er rykket ned i Københavnsserien, til Slagelse, der frister en tilværelse i 3. division.

Öcal har tidligere sagt til LigaBold.dk, at han gerne vil spille i Superligaen som 25-årig, og kanten fortæller nu til LigaBold.dk, at Slagelse er det helt rigtige sted, hvor han kan udvikle sig.

- Jeg var klar til en udfordring, og jeg har hele tiden sagt, at jeg var interesseret i at komme afsted, hvis den rigtige mulighed dukkede op til mig. Den mulighed, føler jeg, er kommet nu ved at tage skridtet til Slagelse, hvor jeg måske senere kan tage et nyt til en højere række, siger Cömert Aga Öcal til LigaBold.dk.

Havde du flere muligheder i forhold til valg af klub?

- Jeg havde faktisk rigtig mange muligheder, da jeg havde en rigtig god sæson i Fremad Valby, hvor jeg hurtigt fik scoret mange mål, så jeg fik en masse henvendelser, og jeg syntes, at den bedste mulighed for mig var Slagelse. Det var det bedste match.

Den 21-årige kant kan godt mærke, at der er konkurrence om pladserne i startopstillingen, og det betyder, at han skal arbejde hårdt.

- Det hele er nyt for mig. Her er gode spillere, så jeg skal forsøge at gøre det godt til træning og kamp, og det hele er nyt. Der er gode spillere, og det kræver noget arbejde at komme i startopstillingen, men jeg er klar til at tage den udfordring, og jeg er klar på at arbejde hårdt for at komme ind i startopstillingen.

Så det her er et skridt i den rigtige retning i forhold til din Superliga-drøm?

- Ja, helt bestemt. Jeg vil gerne tage et skridt højere for hver sæson, hvor det er muligt, og det har jeg gjort nu fra Danmarksserien (Fremad Valby spillede i Danmarksserien i den seneste sæson, red.) til 3. division, så jeg er tættere på, men nu kræver det bare, at jeg bliver ved med mit gode arbejde.

Öcal synes, at niveauet er en smule højere i Slagelse, men det er mere intensiteten og strukturen til træningerne, der har taget et ordentlig nøk opad. Nu er fokusset på at blive en etableret del af 3. divisionsmandskabet.

- Lige nu fokuserer jeg på at spille i Slagelse og gøre det så godt som muligt, og så må vi se, hvad der kommer efter. Jeg vil selvfølgelig gerne videre på et tidspunkt, men jeg vil gerne lige gøre det godt her i Slagelse, inden jeg tager videre, siger Cömert Aga Öcal til LigaBold.dk.

Slagelse indtager lige nu sjettepladsen i 3. division med syv point efter de fem første kampe.

Cömert Aga Öcal var som helt ung en del af Brøndby IF, AB, Vallensbæk IF og Boldklubben Frem, inden han tog til KB som 15-16-årig.

Efter tiden i KB tog han til tyrkiske Konyaspor og spillede på klubbens U21-hold i næsten et halvt år.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce