Luk

Karlslunde snupper back med Brøndby-fortid

| Danmark | 0 kommentarer

Infoboks

Den tidligere HB Køge-spiller Gustav Gjøg, der også har været en del af Brøndby, skifter til 3. divisionsmandskabet Karlslunde IF. I den seneste sæson spillede han i Holbæk.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Onsdag kunne LigaBold.dk fortælle, at 3. divisionsklubben Karlslunde IF havde sikret sig Mark Sundstrup og Hervé Gamys som nye spillere, men klubben opruster yderligere, og det er en ganske rutineret spiller, som Karlslunde IF får ind i folden.

24-årige Gustav Gjøg, der har spillet divisionsfodbold for HB Køge, Frem og senest Holbæk, bliver nemlig også en del af Karlslunde IF. Den alsidige spiller, der har en fortid i Brøndby, siger til LigaBold.dk, at han har valgt at tage til 3. divisionsklubben, da Karlslunde IF var meget interesseret i at tilknytte ham.

- Jeg tror, at det handler om, at da jeg ikke valgte at forlænge ude i Holbæk, så var Karlslunde faktisk ret hurtig til at melde sig på banen, så jeg tror, at det var det, som der tiltrak mig. Jeg kendte ikke så meget til Karlslunde, men jeg vidste, at de havde været rimelig suveræne i Danmarksserien og havde klaret sig godt.

- Derudover så havde jeg nogle gode snakke med deres cheftræner Henrik (Henrik Johannesen, red.), så var det forholdsvist nemt at vælge, siger Gustav Gjøg til LigaBold.dk, der tilføjer, at der også har været interesse fra en anden 3. divisionsklub og klubber i 2. division.

Vil dele ud af erfaring

Ifølge transfermarkt.com har den alsidige spiller spillet 93 divisionskampe, og i den seneste sæson blev det til hele 26 kampe, et mål og to oplæg for Holbæk i 2. division. Den 24-årige spiller kan både spille på venstre og højre back samt i midterforsvaret, men han er tiltænkt en plads på højre back-positionen i Karlslunde IF.

Gjøg håber, at han kan hjælpe mange af de unge spillere i Karlslunde IF.

- Da jeg har noget divisionserfaring i en ung alder, så kan jeg tilføje noget til de unge gutter. Jeg kan forhåbentlig give ud af noget af den erfaring, som jeg har. Jeg satser på, at jeg skal spille højre back i Karlslunde, men jeg satser helt sikkert på at tage hånd om nogle af de unge gutter og snakke med dem. 

- Jeg tror ikke, at der er så mange, der har spillet divisionsfodbold før, så jeg vil tage hånd om dem, der skal spille divisionsfodbold og snakke med dem.

Gustav Gjøg siger, at han er offensiv funderet som back.

- Jeg er løbestærk og en teknisk skarp højreback med en rigtig god højrefod. Jeg har rigtig godt pasningsspil i forhold til mine længere afleveringer. Jeg kan godt lide at komme frem på banen og bidrage til det offensive.

Den nye Karlslunde IF-spiller har spillet i U17 Ligaen for Brøndby, inden han som andenårs-U17 skiftede til HB Køge. Derefter stod den på divisionsfodbold for både HB Køge, Frem og Holbæk.

Gustav Gjøg siger, at han har ambitioner med fodboldkarrieren, men han har ikke travlt.

- Jeg vil godt så højt op som overhovedet muligt, så længe jeg stadig er glad for at spille fodbold, og der er en udvikling, så vil jeg ikke sætte nogle grænser for, hvad jeg gerne vil. Jeg vil gerne spille højere divisionsfodbold, men så længe jeg er glad og nyder at spille, så er det her, hvor jeg er. Jeg er stadig kun 24 år, så jeg kan stadig nå en masse, siger Gustav Gjøg til LigaBold.dk.

Karlslunde IF starter sæsonen ud mod Vanløse IF, og den kamp bliver spillet i Karlslunde lørdag 7. august klokken 13.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Søndag 25. juli