Luk

Karriere i fare: Knæskade truer divisionsprofil

| NordicBet Liga | 1 kommentar
Karriere i fare: Knæskade truer divisionsprofil
Foto: Ole walldo

En kompliceret knæskade kan koste Robert Larsen karrieren, men den flerårige FC Roskilde-profil håber, at han kan genoptræne sig vej tilbage til topfodbold.

- Han er en blanding af Xabi Alonso og Frank Lampard, og dem er der altså bare ikke så mange af her i landet. Han er ubetinget en af de bedste midtbanespillere, der er i kongeriget. Derfor er det mega-ærgerligt, at vi aldrig har fået hans fulde potentiale at se.

Sådan lyder beskrivelsen, hvis man spørger FC Roskilde-cheftræner Martin Jungsgaard.

24-årige Robert Larsen har måske ikke levet op til de ord, men han er under alle omstændigheder en ung mand med stor fodboldintelligens – men det er ikke sikkert, at karrieren varer meget længere.

Han døjer nemlig med en tilbagevendende skade i knæet, som har tvunget ham til at overveje, om han skal bruge livet på at være fodboldspiller.

- Jeg har fået at vide, at min knæskal sidder skævt, og det slider meget på brusken i mit knæ. Når det er skruet sådan sammen, så er jeg faktisk ikke rigtig konstrueret til at dyrke sport på det her plan, hvor man træner hver dag og spiller kampe, siger Robert Larsen til bold.dk.

Vil undgå operation
Hans kontrakt i FC Roskilde udløb ved årsskiftet, og nu overvejer han, hvad han skal gøre. En kirurg har fortalt ham, at han skal opereres eller stoppe med at spille fodbold, mens andre fagfolk mener, at han bør kunne genoptræne sig vej ud af problemerne.

Lige nu hælder han mest til den sidste model.

- Jeg er blevet meget i tvivl og lidt kritisk over for bare at hoppe ud i en operation uden at give det en chance i forhold til at få det genoptrænet og finde mig selv igen.

- Men hvis jeg mærker, at mit knæ bare ikke kan holde til det, så er jeg jo nødt til at forholde mig til det, men jeg har en drøm og et håb om at komme tilbage – det er jo det, jeg vil. Men førsteprioriteten er at have et knæ, der kan holde lidt længere end min 30 års fødselsdag.

- Jeg har ikke truffet en beslutning i forhold til, om jeg stopper med at spille fodbold eller ej – men det er selvfølgelig noget, jeg overvejer, når det ser ud, som det gør, siger Robert Larsen.

Løbende interesse
Midtbanemanden har i årenes løb været på blokken i flere klubber, der spiller på højere niveau end FC Roskilde, hvor han altid har spillet – men på grund af det skrøbelige knæ er det aldrig blevet til noget.

- Jeg har ikke siddet med en kontrakt foran mig, men jeg har været i dialog med flere klubber, og der har været meget interesse løbende. I efteråret talte jeg med flere klubber, inden jeg blev skadet.

- Jeg fik at vide, at jeg havde været på tegnebrættet længe, men at der var nogle faresignaler i mine skader – og inden noget faldt på plads, kom der en ny skade. Det er pissehårdt og noget rigtig lort.

- Én ting er de fysiske gener, men rent mentalt er det også en rutsjebanetur at være skadet. Det er et nederlag, hver gang jeg bliver skadet. Det er sgu hårdt at gå igennem, for man bliver i tide og utide frataget det, man elsker.

Tænker rationelt
Han har altså flere gange i karrieren været ude med knæskaden, som han også allerede er blevet opereret for.

Han prøver dog at skyde tankerne om, hvad det kunne være blevet til, væk.

- Jeg føler, det er en falsk glæde at sige sig til sig selv, at hvis jeg ikke havde været skadet, så kunne jeg været nået langt og blevet rigtig god. Det er på en måde en falsk tilfredsstillelse. Jeg arbejder mere med at være glad for de oplevelser, jeg har fået.

- Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at jeg allerede for lang tid siden kunne have taget skridtet videre, hvis jeg ikke havde været skadet, og jeg vil da gerne indrømme, at det er hårdt at tænke på, men det er ikke en tanke, der gavner – så jeg prøver at tilsidesætte den, siger Robert Larsen.

- Han har alt
Nu vil han vurdere, hvad han kan gøre for at nå tilbage på topplan, og hvis det er for uoverskueligt, så koster det formentlig karrieren – og det ærgrer FC Roskildes cheftræner, Martin Jungsgaard.

- Han var en af de spillere, som gjorde, at jeg kom til klubben, for jeg har altid godt kunnet tænke mig at træne ham. Det var en af de spillere, jeg regnede med at bygge holdet op om.

- Han har alt det, en midtbanespiller skal kunne. Han kan vende med bolden, han er løbestærk, han er fysisk stærk, han har et godt blik for spillet, han kan spille både kort og langt, og han kan styre tempoet i en kamp, siger Jungsgaard, som har høje tanker om mennesket bag fodboldspilleren.

- Han er en kvik fyr, så han har også kompetencer uden for fodboldbanen, siger Jungsgaard.

Robert Larsen har i årenes løb spillet over 100 kampe i 1. division.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Lørdag 18. januar