Luk

Kauko: Respekt for Silkeborg - vi er bedre

| 1. Division | 1 kommentar

Infoboks

HB Køge - Esbjerg fB
1. Division Oprykningsspil (21/05)
Oddset 3,80 3,60 1,92
bet365 3,60 3,75 1,85

Joni Kauko glæder sig til topkampen mod Silkeborg, som Esbjergs finske profil har stor respekt for, men han mener samtidig, at vestjyderne har et bedre hold.

Mens Viborg i øjeblikket er stukket en smule af i toppen af 1. division, kæmper Esbjerg og Silkeborg en tæt kamp om at indtage den anden oprykningsplads.

Lørdag brager de to Superliga-nedrykkere sammen i en direkte duel om andenpladsen, som Silkeborg inden kampen ligger på med et enkelt points forspring til Esbjerg.

Silkeborgenserne går ind til opgøret med hele ni ligasejre på stribe, men Esbjerg-profilen Joni Kauko er overbevist om, at lørdagens hjemmehold kan stoppe den imponerende stime.

- Selvfølgelig har jeg respekt for Silkeborg. Der er ingen tvivl om, at det er et godt hold, men der er heller ingen tvivl om, at jeg synes, vi har et bedre hold. Vores stil er lidt anderledes, men generelt bliver det en kamp mellem to gode hold.

- Vi ved, hvordan Silkeborg spiller. De vil gerne have bolden hele tiden, og det bliver vigtig for os, hvordan vi håndterer det. De kommer formentlig til at forsøge at skabe overtal centralt på banen, hvilket er vigtigt for os at lukke ned for, siger Joni Kauko til bold.dk.

Midtbanespilleren lægger ikke skjul på, at kampen er ekstremt vigtig, selvom der er otte kampe tilbage af oprykningsspillet efterfølgende.

- Det er for den slags kampe, vi spiller fodbold, så jeg er virkelig spændt. Det bliver en kæmpe kamp for begge klubber, og jeg tror, det bliver både spændende og meget afgørende, fordi vi er så tæt på hinanden.

- Jeg håber, det bliver en fantastisk kamp for os, men også for alle, der ser på. Det er to af de bedste hold i ligaen sammen med Viborg, så begge hold kan virkelig spille fodbold og har gode spillere, siger Kauko.

Klar tro på oprykning

Mens Silkeborg har gjort rent bord i foråret, har Esbjerg smidt point ved at spille uafgjort mod Vendsyssel samt at tabe til netop Silkeborg og Viborg.

De seneste to kampe har dog resulteret i to sejre, og Joni Kauko har stor tro på tingene, og at sæsonens altoverskyggende mål kan blive indfriet.

- Når man vinder kampe, får man mere selvtillid, og det er utrolig vigtigt, at vi hurtigt slog tilbage efter kampen mod Viborg, som ikke var en ret god kamp for os.

- Vi har fået to sejre siden, og i hele sæsonen har det mere eller mindre været det samme, i forhold til at når vi har haft en dårlig kamp, så rejser vi os med det samme i næste kamp. Jeg er ret optimistisk.

- Det er godt at se, at selvom vi ligger bag Silkeborg nu, så har vi stadig den rette mentalitet. Jeg kan stadig mærke det i omklædningsrummet og på holdet, at alle vil det. Det er derfor, jeg er ret sikker på, at vi kan rykke op, hvilket er det klare mål, siger Kauko.

Esbjerg har i øjeblikket seks point op til Viborg, der tidligere lørdag får besøg af Fredericia, men Joni Kauko har bestemt ikke opgivet at indhente viborgenserne.

- Først skal vi fange Silkeborg, og så skal vi jagte Viborg. Vi vil slutte på førstepladsen, og jeg tror ikke, det er afgjort endnu. Selvfølgelig har de et forspring, men som man så i sidste runde, kan alle hold tabe point.

- Der er stadig mange kampe tilbage og en masse point at spille om, så alt kan ske, siger Kauko til bold.dk.

Lørdagens oprykningsbrag mellem Esbjerg og Silkeborg fløjtes i gang klokken 14 på Blue Water Arena, mens Viborg og Fredericia dyster en time tidligere.

Dette interview med Joni Kauko blev lavet torsdag, inden Esbjerg fredag meddelte, at finnen er ukampdygtig mod Silkeborg.


Af Martin Schmidt
Mandag 17. maj
Søndag 16. maj