Luk

Keeperdrop sendte BIF's 10 mand videre

| Europa League | 90 kommentarer

Infoboks

VPS - Brøndby IF 2-1
Europa League Kvalifikation
11' 1-0 Jerry Voutilainen
16' 1-1 Marko Meerits
40' 2-1 Ebrima Sohna
51' 2-1 Jan Kliment

Brøndby er videre til næste runde af Europa League-kvalifikationen efter en samlet 3-2 sejr over finske VPS Vaasa torsdag aften.

Brøndby er med besvær videre til næste runde af EL-kvalifikationen efter en samlet sejr over finske VPS Vaasa på 3-2. Aftenens opgør bød både på et gigantisk keeperdrop af værterne og en diskutabel udvisning til Jan Kliment.

De blå/gule havde et godt udgangspunkt med fra hjemmekampen på Brøndby Stadion i forrige runde, som blev vundet med 2-0.

Den føring kom dog tidligt i fare, da det efter 11 minutters spil gik galt i BIF-bagkæden. Gregor Sikosek blev overløbet i Brøndbys venstreside, og efter et flad indlæg kunne en fremadstormende Voutilainen skubbe bolden de sidste meter ind bag Benjamin Bellot i Brøndby-målet. 1-0 til finnerne.

Det varede dog ikke mange minutter før Brøndby kom tilbage på omgangshøjde - på noget af en foræring. Et svagt sparket hjørnespark af Hany Mukhtar endte direkte i handskerne på VPS-keeperen Meerits, der efterfølgende fumlede bolden ind over egen målstreg.

I slutminutterne af første halvleg bragte finnerne sig foran påny, da Ebrima Sohna overløb Kasper Fisker og fra kanten af feltet sendte han bolden ind bag Bellot med en flot, velplaceret højrebensafslutning.

Få minutter efter kunne VPS sagtens være kommet på 3-1, men en afslutning sneg sig snært forbi mål. Her legede Brøndby virkelig med ilden.

I pausen blev den udskældte Gregor Sikosek taget ud til fordel for Svenn Crone, ligesom Benjamin Röcker erstattede Zsolt Kalmar.

Seks minutter inde i anden halvleg blev det endnu værre for de blå/gule, da Jan Kliment efter en nærkamp blev sendt tidligt i bad. Det virkede umiddelbart som en overreaktion fra kampens italienske dommer, men danskerne skulle altså spille de sidste 40 minutter med en mand i undertal.

Undertalssituationen løste de blå/gule ganske fint, og efter nogle hektiske minutter umiddelbart efter udvisningen, fik de langsomt mere ro på og kunne køre den samlede sejr hjem trods nederlaget på 2-1 denne aften.

I næste runde venter vinderen af Hajduk Split og Levski Sofia.


Af Kenneth Hansen
Søndag 24. oktober
Lørdag 23. oktober