Luk

Kineser grundlagde Espanyol-sejr i Moskva

| Europa League | 1 kommentar

Lei Wu scorede til 1-0, da Espanyol torsdag aften var på besøg hos russiske CSKA Moskva i Europa League og vandt 2-0.

CSKA Moska og Espanyol var begge kommet noget lunkent fra land i deres Europa League-kampagne forud for deres indbyrdes møde torsdag aften.

Espanyol måtte nøjes med 1-0 mod ungarske Ferencvaros i første runde, mens CSKA Moskva tabte hele 5-1 til bulgarske Ludogorets.

Torsdagens opgør var derfor utroligt vigtigt for de to klubbers videre skæbne i gruppen, og det pres måtte de to hold forholde sig til.

I første halvleg var CSKA Moskva bedst til at forvalte den svære situation.

Den tidligere Everton-spiller Nikola Vlasic var tæt på at give russerne en føring allerede efter 11 minutters spil, men Espanyol-keeper Diego Lopez afværgede en tidlig dukkert til det spanske udehold.

I anden halvleg var La Liga-mandskabet til gengæld skarpest, og det kunne de takke en kinesisk spiller for.

27-årige Lei Wu modtog en fornem, dyb stikning fra Matias Vargas, og den kinesiske Espanyol-spiller bevarede koldblodigheden og chippede bolden over den fremstormende Moskva-keeper til 1-0.

I kampens tillægstid sørgede Victor Campuzano Bonilla for en sen 2-0-sejr til det spanske La Liga-mandskab.

CSKA Moskva måtte derfor indkassere deres andet nederlag i lige så mange kampe i Europa League-gruppespillet.

Espanyol tog et skridt mod toppen af gruppen med deres første sejr.

I gruppens andet opgør vandt bulgarske Ludogorets med 3-0 over ungarske Ferencvaros.

Ludogorets fører gruppe H med seks point for to kampe. Espanyol ligger toer med fire point.


Af Daniel Laursen

1 kommentar

JacobVSO 21:52          
Kinas bedste fodboldspiller. Så sejt, at de endelig har fået en udlandspro på næsten topniveau!
Mandag 14. oktober
Søndag 13. oktober