Luk

Kirkeskov før EL-brag: FCK er klare favoritter

| Europa League | 4 kommentarer

Infoboks

FC København - FC Helsingør
Træningskamp (20/01)
bet365 1,20 6,50 9,00

FC København er klare favoritter, når de torsdag går på banen mod Piast Gliwice. Det mener polakkernes danske venstreback, Mikkel Kirkeskov. 

Mikkel Kirkeskov og resten af Piast Gliwice flyver onsdag morgen til Kastrup Lufthavn, inden de torsdag aften møder FC København i tredje runde af kvalifikationen til Europa League. 

Her er den danske venstreback ikke i tvivl om, at der venter det polske mandskab en svær opgave. 

- Jeg ser da os som underdogs og FCK som klare favoritter. Vi er nye i Europa, selvom vi også spillede det sidste år. Men jeg ser klart styrkeforholdet i FCK’s favør, for de har været fantastiske i Europa i mange år. Jeg tror, det bliver en hård kamp for os. 

- Vi får nok at se til, men vi har også nogle styrker som hold, som vi nok skal vise frem i kampen. Jeg tror også, vi kan tage dertil og vinde, for vi har mange gode spillere. Det er måske også vores fordel, at FCK ikke kender dem, siger Mikkel Kirkeskov til bold.dk.

Betyder det også, at I kommer til at spille mere afventende?

- Vi har ikke haft taktikmøder om FCK endnu, men vores styrke er klart at stå godt på banen og så sende nogle kontraer den anden vej. 

- Mod FCK, som er rigtigt stærke, så tror jeg, vi gør klogt i lige at se kampen an de første 20 minutter, komme godt med på bolden og så se, hvad vi kan kreere den anden vej. Det er jo en rigtig svær modstander historisk set. Det er ikke ret længe siden, at de spillede mod Manchester United i kvartfinalen. 

Skal du selv bidrage med taktiske råd inden kampen?

- Det skal jeg da helt sikkert. Jeg har fulgt mest med i AGF’s kampe, siden jeg tog fra Danmark. Jeg er stadig stor tilhænger af Århus, men jeg har også set nogle kampe med FCK, så jeg ved godt, hvordan de spiller. 

- Det er jeg nu også sikker på, at vores stab ved, men jeg kommer da til at give de inputs, jeg har. Jeg håber, det kan være med til at lukke ned for FCK og deres styrker. Jeg ved også, at de har en Falk, der er pisse god i det offensive, og han bliver en af de nøgler, vi skal dreje lidt på. 

Urutineret i Europa, men solid defensiv

Der er næppe mange dansker, der har tilkøbt polske tv-kanaler, så de kan følge med i eksempelvis Piast Gliwices kampe. 

Holdet er heller ikke fast inventar i de europæiske kampe, hvis man skulle prøve at fange deres kampe i fjernsynet her. 

Fire gange har holdet deltaget i europæisk fodbold. Første gang var i 2013, hvor holdet blev slået ud af Qarabag, inden de i 2016 måtte strække gevær mod IFK Göteborg.

Sidste år var holdet atter med i Europa efter mesterskabet i 2019, men også her blev det til lutter nederlag, da først Bate Borisov ekspederede dem ud af Champions League-kvalifikationen, inden Riga FC gjorde det samme i kvalifikationen til Europa League. 

I år har holdet så fået deres første europæiske sejre, da Dinamo Minsk og østrigske Hartberg blev besejret med henholdsvis 2-0 og 3-2. 

Men hvad Piast Gliwice ikke har i europæisk erfaring, har de til gengæld i defensiv stabilitet. 

De sidste to sæsoner har mandskabet blot lukket henholdsvis 32 og 33 scoringer ind i 37 ligakampe, hvilket er det lavest antal i begge sæsoner. 

- Vi har udviklet os meget som hold de seneste år. Da jeg kom til, spillede klubben om nedrykning, men i de efterfølgende år har vi jo haft stor succes. Det har vi haft på grund af et rigtigt solidt forsvar, hvor vi ikke har lukket ret mange mål ind. Det er det, der er gennemgående for vores hold. Vi giver ikke mange chancer væk, og det skal vi blive ved med. 

- Over det sidste år har vi mistet nogle profiler både offensivt og defensivt, så det hold, der kommer til København, er nok lidt amputeret i forhold til de seneste sæsoner. Men vi har stadig et rigtigt godt hold og tror på vores koncept. 

- De her kampe i Europa er med til at udvikle både klubben og os spillere til de kommende år. Så jeg tror, det bliver en rigtig hård kamp for os. Det bliver spændende at se styrkeforholdet, siger Mikkel Kirkeskov til bold.dk.

Ingen scoringer, ét point og skadede profiler

Hvis FC København-fans er blevet bekymret på deres holds vegne efter nederlag i begge deres kampe i 3F Superligaen, så kan de måske finde trøst i Piast Gliwices form. 

Mikkel Kirkeskov og co. har nemlig endnu ikke scoret i de fire første ligakampe, hvor det blot er blevet til et enkelt point, da sidste års bronzevinder i den polske liga spillede 0-0 mod netop oprykkede Warta Poznan. 

- Jeg tror, vi har været lidt ramt af, at der har været fokus på den europæiske kampagne. Det har så også givet lidt skader på grund af de mange kampe og korte sommerpause. Det tager lige lidt tid at komme i gang igen. Vi har som sagt ikke scoret et mål i ligaen endnu, og den begynder at gøre lidt ondt. 

Når de skadede spillere at blive klar til torsdag?

- Det er lidt uvist. Vi har et par skader i centerforsvaret, som er lidt tvivlsomme. Så har vi fået en skade på en angriber, der ellers er startet rigtigt godt. Jeg tror, halvdelen af dem bliver klar til København. 

- Jeg håber ikke, det får den store betydning, og det skal det heller ikke. De, der er klar, skal nok være klar til at spille, og så må vi tage den derfra. 

Snakker vi decideret profiler i potentielt mangler?

- Et par stykker af dem er. Vi spillede mandag, hvor vi manglede en centerforsvar og en anden centerforsvar måtte udgå halvskadet i pausen. Men det er mindre skader, men derfor kan de jo godt være ramt af de mange skader i opstarten. Jeg håber, de begge bliver klar. Ellers vil det være et stort tab for os.

Der er kampstart torsdag aften klokken 20 i Parken.

Abonnement til F.C. Københavns hjemmekampe - Fast adgang fra 79 kr./md.* (*6 md. binding / min. 474 kr.)


Af Andreas Roesen
Tirsdag 19. januar