LeoVegas.dk ready? betfair Bethard Casino24 Advertisement

Kjær og Sevilla har det ene ben i kvartfinalen

| Copa del Rey | 0 kommentarer
Kjær og Sevilla har det ene ben i kvartfinalen
Foto: Getty Images
Sevilla slog torsdag aften Athletic 3-1 på udebane i den første af to Copa del Rey-ottendedelsfinaler. Simon Kjær spillede fuld tid for Sevilla i sejren.

Torsdag aften skulle Simon Kjær og Sevilla dyste om en plads i kvartfinalerne i Copa del Rey, da de på udebane mødte Athletic Club i den første af to ottendedelsfinaler.

Den danske landsholdsanfører har døjet med skader på det seneste, men han var med fra start i midterforsvaret for Sevilla, og herfra kunne han se sit hold få en drømmestart på kampen.

Efter godt fem minutter spillede Franco Vazquez nemlig Noliti helt fri, og han krøllede stensikkert bolden forbi hjemmeholdets keeper og bragte Sevilla foran 1-0.

Første halvleg bød ikke på tonsvis af chancer. Midtvejs var Athletics Ander Capa i en god situation, men afslutningen manglede kvalitet.

Kort før pausefløjtet kunne hjemmeholdet dog juble, da Aritz Aduriz havde udlignet - eller det troede de i hvert fald. Men efter at dommeren havde kigget situationen igennem med VAR, valgte han at underkende scoringen.

Som om at det ikke var nok, blev Aduriz også skadet i situationen med det annullerede mål, og han måtte derfor lade sig udskifte kort før pausetid.

Fire minutter inde i anden halvleg gik tingene dog Athletics vej. Et godt hjørnespark blev lagt ind i Sevilla-feltet, og her dukkede Mikel San Jose op og stangede bolden i kassen til 1-1.

Sevilla skulle dog ikke bruge lang tid på at komme foran igen. Fire minutter senere snød Andre Silva nemlig offside-fælden, så han pludselig var helt alene igennem. Portugiseren var iskold og udnyttede sin friløber til at bringe Sevilla på 2-1.

Herefter var kampen meget jævn, men med et kvarter igen faldt kampens afgørelse mere eller mindre.

Her modtog indskiftede Wissam Ben Yedder nemlig kuglen på kanten af feltet, og han snurrede resolut rundt og bankede herefter bolden i mål til 3-1.

Herefter lykkedes det ikke holdene at score yderligere, og derfor kunne Sevilla køre 3-1-sejren hjem, hvilket sikrer dem et fantastisk udgangspunkt forud for returopgøret i Sevilla på onsdag.

Simon Kjær spillede hele opgøret for Sevilla, der ligner et godt budt på en kvartfinalist i årets Copa del Rey.

Se Premier League og meget mere fodbold Kom i gang nu på Eurosport Player 
Advertisement

Af Martin Schmidt

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Tirsdag 22. januar