Luk

Klassemål sikrede Bo Svensson og co. point

| Bundesliga | 0 kommentarer

Infoboks

Mainz 05 - Mönchengladbach 1-1
Bundesliga
38' 0-1 Florian Neuhaus
76' 1-1 Silvan Widmer

Mainz sikrede sig fredag aften et enkelt point i opgøret mod Mönchengladbach, da Silvan Widmer scorede et fremragende mål og udlignede til slutresultatet 1-1.

Mainz har fået en fremragende start på Bundesliga-sæsonen, hvor Bo Svenssons tropper efter ti runder var placeret på en femteplads med kun et enkelt point op til Champions League-pladserne.

De kunne derfor med en sejr fredag aften overhale Leverkusen i tabellen, men de fik dog besøg af et andet mandskab, som også kæmper med om de sjove pladser.

Mönchengladbach gæstede nemlig Mewa Arena, og de kunne med en sejr stryge hele fem placeringer frem i tabellen og faktisk overhale Mainz.

Hjemmeholdet fra Mainz skulle derfor gøre alt for, at de kunne snuppe sejren, men det blev uden danske Marcus Ingvartsen, der indledte opgøret ude på bænken med Svensson.

De var dog tæt at på at få en drømmestart, da en storspillende Jonathan Burkardt fik kampens første store forsøg.

Her blev der slået et indlæg i boksen af Aaron Caricol, som Burkardt dog headede kort forbi den ene opstander, men så var Gladbach blevet advaret. Få minutter senere var den dog gal igen.

Denne gang var det Karim Onisiwo, som var tæt på at bringe værterne i front, da Burkardt spillede ham fri tæt under mål. Her forsøgte østrigeren at sparke den i mål, men i sidste øjeblik kom der to Gladbach-spillere flyvende og fik afværget situationen.

Mainz fortsatte med at presse på for en scoring, men det var dog Gladbach, som først fik nettet til at blafre kort tid før pausen.

Det kan de dog takke Mainz’ Robin Zentner for, da keeperen droppede fælt i situationen. 

Ramy Bensebaini forsøgte sig nemlig med et langskud, hvor Zentner blot skulle holde fast i bolden. Han endte dog med at give en ripost væk, som Florian Neuhaus sikkert prikkede i mål til 1-0.

Widmers drømmehug

Svenssons tropper skulle derfor på jagt efter en udligning i anden halvleg, og den var de tæt på at få efter blot et minut.

Her kom Jae-Sung Lee frem til en stor mulighed på kanten af feltet, hvor Mainz-spilleren formåede at sende et godt hug afsted mod mål. Skuddet havde retning mod det ene hjørne, men Yann Sommer hev en fremragende redning frem og afviste Lee.

Det var nærmest billedet på anden halvleg, hvor Mainz gang på gang var tæt på at udligne, men hvor Sommer var klar på stregen og afviste. 

Burkardt fik blandt andet en chance efter 65 minutter, hvor tyskeren tog bolden med sig ind i feltet, men Sommer fik lige en handske på Burkardts forsøg.

15 minutter før tid kom forløsningen dog for Mainz, da bolden lidt tilfældigt endte for fødderne af Silvan Widmer inde i feltet. 

Her valgte han at curle bolden over på modsatte stolpe, så bolden endte med at flyve i mål til stor jubel. Et fremragende mål af Widmer, som blev indledningen på en ny jagt for Mainz. De ville nu have alle tre point med sig fra fredagens opgør.

Ingvartsen blev også smidt i aktion til de sidste to minutter, men danskeren kunne ikke ændre på kampen, som endte uden flere scoringer.

Gladbach formåede nemlig at holde stand i slutfasen, og dermed måtte Bo Svensson og co. nøjes med et enkelt point, da Bundesliga-opgøret endte 1-1.


Af Raymund Nelausen
Lørdag 29. januar
Fredag 28. januar