Luk

Klubløs Jørgensen håber på kort klubjagt

| bold.nyt | 3 kommentarer

Infoboks

Den danske forsvarsspiller Emil Peter Jørgensen er klubløs efter bruddet med Omonia Nicosia og håber på at finde en ny klub snart.

I sidste uge trænede 21-årige Emil Peter Jørgensen med hos Vendsyssel, og selvom han fik ros af træner Joakim Mattsson, endte det ikke med en kontrakt. 

Derfor leder den unge forsvarsspiller fortsat efter en ny klub efter at have fået ophævet sin kontrakt med cypriotiske Omonia Nicosia, og danskeren håber på at få noget på plads hurtigt.

- Jeg har tæt kontakt med min agent omkring det og håber selvfølgelig på at få en afklaring så hurtigt som muligt, siger Emil Peter Jørgensen til bold.dk.

- Jeg har egentlig ikke noget imod, hvis jeg skal udenfor landets grænser igen, men der er altid plusser ved at være hjemme i Danmark. Man har sin familie og venner tæt på sig, men jeg har ikke noget imod at komme ud igen. 

Danskeren har haft udkig efter en fremtid i den næstbedste danske række, men har måttet erkende, at det ikke lader til at lade sig gøre. 

- Jeg havde lidt håbet på at finde noget i 1. division, men det virker svært. Så jeg ved ikke rigtigt, hvad det bliver, siger forsvarsspilleren.

- Der er en del ting på trapperne. Jeg har selvfølgelig nogle muligheder, som vi kigger på og snakker om, siger Jørgensen. 

- Jeg vil ikke bare tage det første og det bedste, så jeg har tænkt, at jeg skal have lidt is i maven. Men jeg håber, at jeg er klogere om en uge til ti dage, for jeg savner lidt at træne og spiller, siger han.

Jørgensen har tidligere spillet for FC Fredericia, OB og FC Roskilde.

peter@bold.dk


Af Peter Miles
Søndag 5. juli
Lørdag 4. juli