LeoVegas.dk Roskilde Festival Bethard Casino24

Luk

KLUMME: En skade er en smertefuld isolation

| Superligaen | 0 kommentarer
'Der er ikke skyggen af gult kort eller frispark': Vred Hobro-træner vil appellere anførers karantæne
Av for den: Hobro-stopper udgår efter grimt spark i hovedet i 1. minut - Vejle-spiller undgår kort
Vejle sender Hobro mod 1. division: Se Finnbogasons fornemme hovedstød her
Hobro-chef bejler til Peter Sørensen: Vil have ham her næste sæson - uanset rækken
William Kvist-hyldest, Ståle-interview og ny AGF-sejr: Se hele søndagens ONSIDE her
KLUMME: En skade er en smertefuld isolation
Foto: Getty Images

Hobro IK's Martin Mikkelsen er klummeskribent på bold.dk, hvor han hver uge skriver om aktuelle emner i Superligaen set fra den nedrykningstruede klub i Nordjylland.

Det har været en hård sæson i Hobro IK. Skadesfrekvensen har været høj, vi har tabt mange kampe, og vi har været førstehåndsvidner til en trænerfyring.

I den seneste tid har vi gjort det til en uvane at indkassere afgørende mål i de døende sekunder. Det har været stolpe ud, som man siger, og nogle gange har jeg ønsket mig langt væk fra det forbandede l…!

Man skal passe på, hvad man ønsker sig.

I vores seneste Superligakamp for godt to uger siden røg jeg uheldigt ind i en tackling og fik et vrid i knæet. Jeg forlod Portland Park i Aalborg på krykker og troede faktisk, den var helt gal. 

Knæet slap med skrækken, da den efterfølgende scanning viste, at jeg “kun” havde beskadiget et ledbånd og at jeg efter seks uger med benet i skinne mere eller mindre ville kunne genoptage min træning. 

I mit tilfælde er seks uger desværre en evighed. Hobro IK’s skæbne bliver beseglet inden for de næste 21 dage, og min indflydelse på udfaldet bliver minimal.

På banen kommer jeg i hvertfald ikke, og det er en skam, for jeg ved, at jeg ville præstere godt, hvis jeg gjorde. De gange, jeg har spillet de allermest afgørende kampe - oprykningsfinalen mod Vendsyssel i 2017 for eksempel , har mit spændingsniveau været knivskarpt. 

Jeg fandt ro i, at det snart var overstået - at afklaringen ventede lige om hjørnet. Mit hoved er en slags antirefleksion af folks forventninger; når der udadtil er allermest på spil, tænder det mig at vise, at jeg er cool.

En del af mig er lettet, for jeg synes også, at Superligasæsonen 18/19 har været en opslidende omgang. Der har været mange hak i selvtilliden undervejs og mange kameler at sluge for selvforståelsen. Der har været mange påmindelser om, at jeg aldrig laver nogen mål - vi har nemlig ofte haft brug for nogen. 

Nu kan jeg ikke gøre mere. Det er ude af mine hænder. Skaden har betydet, at jeg for første gang i lang tid kan slappe af. Det er ikke på samme måde min bekymring mere. 

Jeg sover bedre i de her dage end jeg gjorde for en måned siden. Jeg har ro i kroppen, mens sekunderne tikker for mine holdkammerater, som lige om lidt løber på banen til de frygtede playoff kampe - ansigt til ansigt med den ultimative fjende: nedrykning - det definitive bevis på, at man i sidste ende ikke var god nok. Det er ventetiden lige op til, der er værst.

Når man er skadet, bliver man hurtigt isoleret fra gruppen. Det kan alle, der har spillet fodbold, nikke genkendende til. 

Fysisk, fordi du ofte genoptræner for dig selv, og især mentalt, fordi fællesskabet først og fremmest udspringer af dét, der sker på banen - både til træning og kamp. 

Det fedeste ved fodbold er, at man har nogen at dele begejstringen med. Og sorgen, for den sags skyld. Når man er skadet, befinder man sig i en følelsestom limbo. 

Du føler ikke rigtig noget, og rastløsheden sætter ligeså stille ind. Du er ham, der står udenfor og kigger ind på festen gennem et dugget vindue. Nederlagene gør ikke nær så ondt, og sejrene smager langt fra ligeså sødt. Og det er sejrene, der gør fodboldlivet værd at leve.

Især af den grund ville jeg af hele mit hjerte ønske, at jeg ikke var blevet skadet. Jeg er misundelig på dét, mine kammerater har chancen for at opnå. 

Efter alt det, vi har været igennem sammen i denne sæson - nederlagene, selvransagelsen, de bristede forhåbninger - ville det være en utrolig følelse at stå på banen sammen den 2. juni og have klaret skærene - en euforisk lykkerus af adrenalin og endorfiner i smuk forening. 

Den 2. juni kan al vægten - med ét sidste dommerfløjt - blive taget af skuldrene og man kan svæve ud i sommeren med en tro på, at fremtiden igen ser lys ud. At man er god nok.

Den der ægte, kraftfulde og umiddelbare forløsning, som en vellykket redningsaktion ville medføre, forudsætter, at man er med dér, hvor det virkelig gælder; på banen. 

Renselsesprocessen er forbeholdt dem, der går linen ud. Og det gør ondt at vide, at jeg, uanset udfaldet af playoff-kampene, går glip af den - også mere ondt end et flosset ledbånd og et stift knæ.

Se Copa del Rey-Finalen, Barcelona - Valencia Live på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Anders Borup

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Onsdag 22. maj