Luk

KLUMME: Jeg fik et fortjent rap over nallerne

| Danmark | 10 kommentarer
KLUMME: Jeg fik et fortjent rap over nallerne
Foto: Joan Barløse

Infoboks

Nykøbing FC - FC Fredericia
NordicBet Liga (20/10)
bet365 2,40 4,00 2,55
NordicBet 2,31 3,85 2,65
Oddset 2,40 3,70 2,70

FC Fredericias Martin Mikkelsen er klummeskribent på bold.dk, hvor han hver uge skriver om aktuelle emner i dansk fodbold set fra den sydøstjyske klub i 1. division.

Den 30. juni 2019 udløb min kontrakt med Hobro, og da jeg ikke havde skrevet under på en ny, hverken i Hobro eller et andet sted, betød det, at jeg dagen efter vågnede til en ny virkelighed som arbejdsløs. 

For første gang i godt og vel 15 år fik jeg ikke penge for at spille fodbold, og det var bestemt ikke med min gode vilje.

 På papiret en usædvanlig morgen, men jeg følte egentlig ikke nogen mærkbar forskel fra morgenen før, for jeg var overbevist om, at Hobro - inden for en overskuelig fremtid - ville tilbyde mig en ny kontrakt.

Forhandlede ved pissoir
Siden min ankomst til Hobro i juli 2014 var vi to-tre gange nået til enighed om en forlængelse af min kontrakt. Forhandlingerne foregik ofte i herligt uformelle og tilfældige rammer. Det kunne være et omklædningsrum eller et pissoir, og dialogen var sædvanligvis kort, men effektiv: “Et år mere?”, “Ja, tak”, håndtryk. 

I marts 2019 fik jeg under lignende omstændigheder et tilsvarende tilbud, men forskellen denne gang var, at jeg sagde nej; jeg vidste sgu ikke helt, hvad jeg havde lyst til at lave efter sommerferien.

I april 2019 blev jeg semi-alvorligt skadet. Diagnosen lød på et læderet ledbånd i venstre knæ, og sæsonen var for mit vedkommende slut. I løbet af min genoptræning blev der født en ny sult, og i takt med at skadesperioden foldede sig ud i al sin væmmelige pragt, eksploderede min lyst til fodbold. 

Jeg var netop fyldt 33, Hobro var ved at rykke ud og jeg havde ikke scoret i over et år. Det skulle ikke slutte her. Jeg var motiveret som aldrig før, og jeg fik en følelse af, at jeg havde det bedste til gode.

I starten af juni smed jeg skinnen, der støttede mit knæ under genoptræningen, og meddelte Hobro, at de godt kunne finde papirerne frem. Nu var jeg klar! 

Hobro var tøvende, for mens jeg havde været på en indre dannelsesrejse i Fitness World, havde Hobro kigget mod andre adresser for at fylde kantpladserne op.

Tilkendegivelserne fra klubben var positive, men der var et par forhindringer på vejen mod forsoning; der skulle sælges en kantkonkurrent, og jeg skulle vise, at jeg var ovre min skade.

Faxe Kondi og fransk hotdog
I mellemtiden havde jeg studset lidt over, at der ikke var mere støj på linjen; at der ikke var andre klubber, der i løbet af foråret havde vist interesse - bare et par 1. divisionsklubber i det mindste. Jeg var jo pålidelig, erfaren og ikke mindst gratis - jeg havde formelt været åben for forhandling i et halvt år. 

Jeg tænkte, at de nok ikke vidste, at min kontrakt udløb eller at de troede, jeg var for dyr. Logikken gør, hvad den kan for at beskytte os mod den barske sandhed: at tiden ikke venter på nogen og at jeg nok skulle have sparket lidt mere på mål, når jeg havde chancen.

Min tidligere holdkammerat, Jens Gjesing, som nu er manager for VSK Aarhus i 2. division, tilbød mig en Faxe Kondi og en fransk hotdog efter træning, hvis jeg kom og spillede for ham. I starten af juli var det det bedste og eneste tilbud, jeg havde.

I sidste ende vendte Hobro IK tommelfingeren nedad, og det overraskede mig. Det plejede jo at være mig, der valgte fra. 

I det meste af min ydmyge karriere har jeg været så priviligeret og dygtig, at jeg har været velsignet med trænernes gunst. Jeg har stort set aldrig siddet på bænken.

På et tidspunkt er jeg begyndte at tage den værdsættelse for givet, og det duer ikke. I de tilfælde er det sundt og fortjent, at man får et rap over nallerne.

Min afsked med Hobro gav et hak i selvforståelsen og et farvel til en hverdag med mange gode venner, men en del af mig var også lettet og glad. 

En lektion i taknemmelighed
Forløbet med Hobro havde trukket ud, så den endelige afklaring kombineret med udsigten til en ubevidst tiltrængt forandring føltes godt. Det kan være svært at skifte spor, selvom man inderst inde ved, at det er lige præcis dét, man har brug for. I sådanne tilfælde er det nogle gange godt, at der er andre, der kan gøre det for dig.

Huslejen betaler dog ikke sig selv, i hvertfald ikke to måneder i træk, så for anden gang den sommer kontaktede jeg min tidligere klub, FC Fredericia, og insisterede på et møde.

"Kassen var desværre tom”, men på det tidspunkt havde jeg besluttet mig; jeg ville spille i FC Fredericia. Jeg kender klubben, har mange gode venner på holdet og har været en beundrer af deres stil gennem flere sæsoner. 

I sidste ende fik jeg “presset” en deltidsstilling ud af dem - den mindste kontrakt jeg har haft siden ungdomstiden i AGF, men jeg kørte derfra som en lykkelig mand. Taknemmelig over, at jeg stadig var fodboldspiller og fyldt med stærke drivkræfter som trodsighed og gåpåmod.

På den måde endte en grim skade på det værst tænkelige tidspunkt på paradoksal vis med at være en gave for mig. Jeg fik sat fodboldtilværelsen i perspektiv, og jeg fik en lektion i taknemmelighed. Det kan anbefales. Nu skal jeg bare lige på hold.


Af Anders Borup
Fredag 18. oktober
Torsdag 17. oktober