LeoVegas.dk Roskilde Festival Bethard Casino24

Luk

KLUMME: Sorte penge holder liv i fodbolden

| Danmark | 48 kommentarer
KLUMME: Sorte penge holder liv i fodbolden
Foto: Anders Kjærbye / fodboldbilleder.dk
Den tidligere OB- og Maastricht-spiller Sandro Spasojevic er ny klummeskribent på bold.dk, hvor han hver uge giver sit syn på aktuelle emner i dansk fodbold.

Hvis ikke man spiller i Superligaen og dermed har fodbold som sin levevej, står mange spillere i de danske divisioner overfor et svært problem: De spiller fodbold, fordi de har en stor kærlighed for sporten.

Det er ingen hemmelighed, at sorte penge florerer i dansk fodbold. Hvor det førhen også var gældende i landets bedste række, er dette udryddet nu, men går man til 1. division og længere ned i rækkerne, så er det ganske almindeligt og ingen hemmelighed, at spillere modtager sorte penge.

Fra spillerens perspektiv
Lad os tage udgangspunkt i følgende scenarie: som ung spiller i en 2.divisionsklub, modtager man x antal kroner på en DBU-kontrakt. Ved siden af fodbolden er man også studerende, hvilket betyder, at man derfor modtager SU, som i skrivende stund er på 6.100 kr. Qua at man træner tre til fem gange om ugen plus kamp i weekenden, har man ikke tid til et studiejob, som på sigt gavner ens CV, når man på et tidspunkt skal træde ind på arbejdsmarkedet.

Problemet for spilleren opstår, når en anden 2. divisionsklub tilbyder det samme antal kroner, men sort - hvad vælger man? Det er samme sport, man skal spille, bruge samme antal timer på det, men man får næsten dobbelt så meget udbetalt.

I mine øjne er dette ikke et svært valg. Og det ved jeg, at det heller ikke er for mange andre spillere, for moralen er ikke til stede, og det behøver den heller ikke her.

Man skal have in mente, at overstiger beløbet på en DBU-kontrakt cirka 12.000 kroner, så har man oversteget fribeløbet, hvorfor man derfor skal betale en højere skatteprocent af ens SU. Dette betyder så yderligere, at man har endnu færre penge udbetalt, og derfor giver det i højere grad mening, at modtage pengene sort, hvis man ser på det ud fra et økonomisk perspektiv.

Forvredet konkurrence
Dette dilemma står mange spillere overfor årligt, men selvsamme scenarie skaber også et problem for klubberne og resulterer i en forvredet konkurrence på markedet. Hvis klub x ikke vil betale sorte penge, kan de ikke tiltrække de bedste spillere. Derfor klarer de sig potentielt set dårligere end klub y, der betaler sort. Det skaber først og fremmest en forskruet konkurrencesituation, men stiller også klub x overfor et moralsk problem: Skal de nu også til at betale sort?

Her fristes man måske til at tænke, at selvsamme forvridning finder sted i fodbold på alle niveauer, men dette er ikke korrekt. For når FCK kan betale højere lønninger end eksempelvis Vendsyssel, foregår begge på lovlig vis. Hvor moralen ikke har nogen indflydelse ved spillerne, bliver det pludselig et tema for klubben.

Pengene er ikke problemet
Helt basalt kommer systemet, som i den her forbindelse er Divisionsforeningen, i mine øjne aldrig det her problem til livs. Hvor det måske før foregik ved bankoverførsler, som var lette at spore, så bliver det i højere grad gjort i hånden nu.

Spillerne modtager kuverter med deres penge, ligesom en håndværker modtager det, når vedkommende har lavet noget arbejde på et hus. Derfor lovliggør det stadigvæk ikke problemet, men pointen er, hvordan skal man komme det til livs? Og derefter er det relevant at spørge: Skal man overhovedet komme det til livs?

Vi kan hurtigt blive enige om, at der gælder de samme vilkår generelt i samfundet, som der gør i fodboldverdenen. Men problemet er bare dybere end som så, da det som belyst tidligere, ikke kun handler om penge.

Vi risikerer, at de bedste og næstbedste spillere nede i rækkerne vælger fodbolden fra, fordi det ikke kan hænge sammen økonomisk, da den tid, man bruger på fodbold, ikke stemmer overens med det udbytte, man økonomisk får ud af det. Derudover kan man ved at tage et arbejde både tjene det samme men samtidigt også styrke ens CV, som der bestemt ikke skal negligeres i denne kontekst.

Dette kan få en dominoeffekt på rækkerne ovenfor, da kvaliteten af spillere vil dale, og dermed vil produktet i sidste ende blive dårligere. Derfor mener jeg, at man bør kigge på løsninger, hvor man ikke kun går ind og straffer klubben og spillerne, men eventuelt ændrer på systemet, hvis ikke divisionsfodbolden skal ødelægges.

Her siger jeg ikke, at man skal lovliggøre sorte penge, men derimod give klubberne økonomisk hjælp af en art. Selvom det givetvis er utopi, at dansk fodbold skal have økonomisk hjælp fra eventuelt statens side, så risikerer vi bare at ødelægge breddefodbolden i Danmark.

Klummen er et udtryk for skribentens personlige holdning.



Se alle kampe fra EM-kvalifikationen Kom i gang nu på Eurosport Player 
Advertisement Advertisement

Af Anders Borup

48 kommentarer

BoogieDk 11:00          
Sorte penge er så udtalt i de lavere rækker . . Selv i fucking Serie bold har penge skiftet hænder "sort" i forhold til at en spiller skulle skifte klub..
bruger 162968 11:06          
Uanset hvor tankerne leder hen, så er det pokkers ulovligt og skævvride de, hilsen fra en fodboldleder i en klub UDEN sorte penge.
RobertTheRobber 11:19          
Problemet for spilleren opstår, når en anden 2. divisionsklub tilbyder det samme antal kroner, men sort - hvad vælger man?
Hvad vælger man? Det kommer vel an på om man er et egoistisk, karakterløs individ der skider på samfundet eller ej?
undiable 11:20          
Det er da på ingen måde ok at spillerne tager imod sorte penge. Hvad er det for en kommentar?
MikkelV 11:24          
Det er helt håbløst det der. Selvfølgelig skal fodboldspillere betale skat af deres indkomst ligesom alle andre. Og kan de tjene flere penge ved siden af studiet end SU´en tillader, så skal de ikke have SU - ligesom alle andre.

Og hvad er det for noget at sidde og tude over, at man ikke kan få hverdagen til at hænge sammen uden sorte penge, og så må man fravælge fodbolden. Så hvis man læser cand.merc og har studiejob hos Mærsk så det også ok at blive aflønnet sort, for man kunne jo være den næste store erhvervsleder og tager man ikke mod sorte penge må man vælge det fra. Kom da ind i kampen man.

Sorte penge er ekstremt skævvridende, og bl.a. Middelfart som Sandro jo har spillet i, er jo både dømt for at betale sorte aflønninger og de ligger sgu sjovt nok også nr. 1 i deres pulje.

Derudover har fodboldklubberne mange måder at give lidt ekstra til deres spillere på, det er jo ikke unormalt at der fx hører forplejning til træning og kamp, og kan man spare maden 5 dage om ugen på et SU-budget er man jo kommet rimelig langt, ligesom der også hurtigt følger en del tøj med i pakken.

Jeg tror at alle der har været på SU ved, at det kan være svært at få tingene til at hænge sammen. Men hvis alle valgte at fuske med skatten hver gang det var svært at få enderne til at mødes, så bliver det hurtigt svært at financiere et SU-system.
JollyRoger 11:32          
Hold nu op en omgang ynk.

De skal betale skat af deres indkomst, om de spiller 2. division eller er telefonsælger. Det er helt absurd at både klubber og spillere i straffes hårdere for deres skattesnyd.
Klubben burde tvangsnedrykkes og spiller straffes efter almindeligt gældende regler for skatteunddragelse.
Det er en mærkelig tanke, at fordi de spiller fodbold, så skulle der være særlige regler gældende for dem. Hvis de mener deres tid er bedre brugt andetsteds ift. fremtidig karriere, så er de vel voksne nok til selv at træffe en beslutning.

Helt enig i betragtningen om Middelfart - det er almindeligt kendt, at der er massere af penge underbordet. Og det er bestemt ikke småbeløb, hvis man ellers kan stole på de rygter der går.
fodboldfan85 11:36          
De der argumentationer er så bundrådne. Så fordi man ´afgiver´ sig selv fra et studiejob skal man lønnes sort? Fordi man rammer fribeløbet på 12.000 giver det mening at blive betalt sort?

12.000 om måneden?! Hvordan tror I at andre klarer sig, for det halve. Uden at spille fodbold på fede stadions landet over. Fodboldspillere er ikke hellige i Danmark, fordi man mener man skal læse sin kandidat på CBS mens man udfolder sit talent i divisionerne. Det er jeg ikke tilhænger af. Det skal sgu være folk som gider spille fodbold og ikke bruge det som et springbræt til en civil karriere. Så kan de ellers bare starte et firmahold, hvis det er så vigtigt.

Fair nok spillere får støvler smidt i hovedet, forplejning og de ting.

Men her mistede jeg nok noget for den type spillere. Overbetalte og overpriviligerede er hvad de er.
Mandag 18. marts