Luk

Koch lossede trængte svaner tilbage på sporet

| 1. Division | 1 kommentar

Infoboks

Vendsyssel FF - HB Køge 0-1
1. division
47' 0-1 Martin Koch Helsted
90' 0-1 Rocco Romeo

Efter tre nederlag i træk fik HB Køge en forløsende 1-0-sejr ude mod Vendsyssel på mål af Martin Koch Helsted.

To formsvage hold i form af Vendsyssel og HB Køge dystede lørdag i Hjørring.

Mens værterne fra Vendsyssel blot havde samlet to point i de seneste fire kampe, gik HB Køge ind til opgøret med tre nederlag på stribe, så begge hold jagtede en succesoplevelse.

I første halvleg formåede ingen af holdene at komme på tavlen, men HB Køge kom flyvende ud til anden halvleg og skulle bare bruge to minutter på at tage føringen.

Rutinerede Stephan Petersen løftede bolden ind foran, hvor Martin Koch Helsted efter en god tæmning sparkede den fladt i nettet til 1-0.

De seneste sæsoners HB Køge-topscorer fik en endnu større chancer efter 59 minutter, men en skidt afslutning betød, at det fortsat blot var 1-0.

Vendsyssel formåede sjældent for alvor at sætte gæsterne under pres, men tre minutter før tid fik værterne bolden i mål.

Tiemoko Konate snittede smart bolden videre i kassen, men målet blev underkendt for offside.

I overtiden blev HB Køge reduceret til ti mand, da Antonio Rocco Romeo fik sit andet gule kort, men Vendsyssel fik ikke udnyttet overtallet til sidst.

HB Køge vandt en vigtig 1-0-sejr, der giver svanerne luft til de nederste placeringer, mens Vendsyssel bliver i den tunge ende.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 1. december
Mandag 30. november