Luk

Koeman efter Fati-show: Kan stadig forbedres

| La Liga | 1 kommentar

Infoboks

Barcelona - Villarreal 4-0
La Liga
15' 1-0 Ansu Fati
19' 2-0 Ansu Fati
35' 3-0 Lionel Messi
45' 4-0 Pau Torres

Ansu Fati scorede to mål og fremtvang et straffespark i Barcelonas 4-0-sejr over Villarreal i sæsonpræmieren, og det glæder cheftræner Ronald Koeman, der dog forlanger mere af den unge spiller.

Ansu Fati spillede en stor hovedrolle, da Barcelona begyndte jagten på det spanske mesterskab med 4-0-sejren over Villarreal i klubbens første liga-kamp i sæsonen.

Den blot 17-årige offensive spiller scorede til 1-0 og 2-0, inden han fremtvang et straffespark, som Lionel Messi scorede på.

Ronald Koeman fremhæver også den Ansu Fati som kampens lyspunkt, men den unge angriber kan stadig forbedre sig, mener han.

- Jeg synes, at hans spil, hans kamp og hans præstation bør fremhæves. Jeg er meget glad for ham. Vi ved, at han kun er 17 år, og han skal stadig forbedre sig. Han skal være konsistent i sine kampe og præstationer, siger han efter kampen ifølge spanske Marca og uddyber:

- Nogle gange mangler han koncentration i sit spil. Mod Elche var han ikke særlig god, men i dag var han. Jeg er meget glad for ham og Pedri. De har begge en stor fremtid foran sig, tilføjer han.

Pedri blev skiftet ind i opgøret mod Villarreal efter 70 minutter, og han er ligesom Ansu Fati blot 17 år.


Af Lasse Rene
Mandag 26. oktober