B1909 reddede sig i løbet af foråret fra en truende konkurs, men det ser ud til at koste klubben en række spillere.
I sidste uge skiftede Morten Rasmussen og Rasmus Johansen til SønderjyskE fra den kommende sæson, og nu har Kolding FC meddelt, at klubben har skrevet kontrakt med Casper Kruse og Thomas Rasmussen fra næste sæson.
22-årige Casper Kruse nåede én sæson i B1909 efter sit skifte fra OB. Den tidligere ungdomslandsholdsspiller er forsvarer og nåede 12 kampe for OB i løbet af fem år i klubben.
26-årige Thomas Rasmussen har været i B1909 i to år, efter han blev hentet i Munkebo. Han er midtbanespiller og var blandt 9ernes bedste i foråret, inden han blev skadet og sluttede sæsonen på lazarettet.
En af de eneste opmuntringer for B1909 for tiden er, at midtbanefighteren Danny Martin i weekenden forlængede sin aftale med klubben. Martin følger i sporene på Mads Toppel, Jens Gamborg, Jacob Høj og Thomas Mikkelsen, der allerede har forlænget deres aftaler på Gillestedvej.
Kolding FC, der efter et sløjt efterår kom stærkt igen efter vinterpausen og endte som nummer fire i 2. division, ser til gengæld ud til at komme forstærket ud af sommerpausen.
Ud over de to B1909-spillere har Johnny Mølby hentet den tidligere SønderjyskE-anfører Henrik Beck fra den kommende sæson. 29-årige Beck nåede mere end 300 kampe for Haderslev-klubbens bedste hold, før han tidligere i denne måned meddelte, at han ønskede at søge nye udfordringer.

































