Luk

Kompany stopper som spiller - forbliver træner

| Jupiler Pro League | 0 kommentarer

Infoboks

Anderlecht - Waasland-Beveren
1. Division A (22/01)
Oddset 1,33 5,30 7,65

Vincent Kompany har mandag indstillet karrieren som spiller. Han fortsætter som cheftræner for Anderlecht, hvor han har skrevet under på en fireårig aftale.

Vincent Kompany stopper sin aktive karriere som spiller og overgår nu helt til rollen som cheftræner i belgiske Anderlecht.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside mandag, hvor det fremgår, at Kompany har en aftale for de kommende fire sæsoner.

- Jeg vil forpligte mig helt til min rolle som træner, og jeg har brug for 100 procent af min tid og fokus på det. Det er derfor, jeg stopper som fodboldspiller. Vores ambition og sult forbliver den samme, siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Jeg vil blive i klubben i mindst fire sæsoner og bevise, at Anderlecht kan spille en moderne form for fodbold og skabe resultater. Jeg vil gerne takke Franky (Frank Vercautern, red.) for al hans hjælp.

Kompany har indtil nu været spillende manager i Anderlecht. Forløbet siden sommer har dog været kaotisk, og den 34-årige forsvarer har blandt andet fået skåret ned i sit ansvar på kampdage.

Desuden hyrede Anderlecht Frank Vercautern som ansvarlig for førsteholdet, men nu er det altså Kompany, der alene står i spidsen for holdet.

Kompanys karriere startede i Anderlecht, hvor HSV hentede den belgiske forsvarer i 2006.

Manchester City hentede i 2008 Kompany, som siden tilbragte 11 år i det nordengelske, hvor det blev til 360 kampe.

Han har blandt andet vundet fire engelske mesterskaber, to FA Cup-trofæer og to belgiske mesterskaber.

For det belgiske landshold spillede han 89 landskampe, ifølge Transfermarkt.

 


Af Jonas Dalgård
Tirsdag 19. januar