Luk

Landshold angrebet af fans før VM-kvalkamp

| VM | 2 kommentarer

Infoboks

Liberias landshold blev angrebet af ophidsede fans af Sierra Leone, da de ville træne på stadion før en VM-kvalifikationskamp.

Lørdag var ikke en god PR-dag for Sierra Leone, idet fans af landsholdet i hovedstaden Freetown angreb spillere fra Liberia under træningen forud for søndagens kamp mellem de to hold i kvalifikationen til VM 2022.

- Vores spillere er blevet angrebet af tilhængere af Sierra Leone med sten, flasker og knive, siger Mustafa Raji, præsident for det liberianske fodboldforbund, til nyhedsbureauet AFP.

- De blokerede spillerne og forhindrede dem i at komme på bussen, så de ikke kunne træne på Siaka Stevens Stadion i Freetown, som fastsat i FIFA-reglerne.

- Vi er ikke sikre i Freetown. Vi er meget bekymrede for vores sikkerhed og spillerne, sagde Raji.

Også Liberias præsident, fodboldlegenden George Weah, har fordømt angrebet på spillerne, i et opslag på facebook.

I Sierra Leone beklager fodboldforbundet (SFLA) fansenes opførsel.

- Efter historier om trusler og intimidering fra nogle Sierra Leone-fodboldfans mod Liberias landshold vil SFLA gerne informere offentligheden om, at det klart tager afstand fra vold eller intimidering i fodbold.

- Den isolerede begivenhed, som nu cirkulerer på sociale medier, repræsenterer en sygdom i fodbold, som SFLA advokerer stærkt imod, skriver forbundet i en pressemeddelelse.

Liberia-træner Peter Butler har truet med at trække sit hold fra søndagens kamp, hvis ikke SFLA kan garantere for spillernes sikkerhed.

De to hold spiller to playoff-kampe om retten til at deltage i kvalifikationsgruppespillet til VM 2022. Liberia vandt den første kamp på hjemmebane med 3-1.

Returkampen skal efter planen fløjtes igang søndag klokken 18.30.


Af Thor Carlskov
Fredag 22. oktober
Torsdag 21. oktober