Luk

Lars Olsen måtte nøjes med uafgjort i debut

| 3F Superliga | 28 kommentarer

Lars Olsen fik et enkelt point i sin trænerdebut for Esbjerg, da de fredag aften delte med AC Horsens i en jævnbyrdig kamp.

Lars Olsen fik debut som Esbjerg-træner fredag aften, da vestjyderne tog imod AC Horsens i 3F Superligaen. 

AC Horsens var uden deres normale keeper Michael Lansing, som sad ude med karantæne. Det betød, at Matej Delac var med fra start, og han skulle komme i fokus fra kampens begyndelse.

Efter blot et minuts spil modtog Joni Kauko bolden på højrekanten. Efter en fin kombination med en medspiller sendte Kauko et indlæg foran mål. 

Her kom Yuri Yakovenko først på bolden foran den vikarierende AC Horsens-keeper, og Yakovenko sendte uden problemer bolden i nettet. 

Efter tyve minutter måtte gæsternes Nicolai Brock-Madsen lade sig udskifte med det, der lignede en skade i baglåret. Brock-Madsen blev erstattet af Rune Frantsen.

Frantsen var tæt på at sikre udligningen ti minutter efter sin ankomst på banen, men hans afslutning strøg lige akkurat forbi overliggeren. 

Få minutter senere var det Jonas Thorsen, som var tæt på at komme på måltavlen. Hans indlæg skulle bare prikkes ind af Jannik Pohl, men Pohl fik ikke ramt bolden, som i stedet passerede videre og ramte den ene stolpe.

Fem minutter inden pausen fik AC Horsens endelig udbytte af de gode chancer. 

Ayo Simon Okosun headede en bold ned for fødderne af Louka Prip, som med et fremragende spark med sit venstreben sendte bolden i det lange målhjørne til pausestillingen 1-1.

Horsens fortsatte de gode takter i starten af anden halvleg. Jannik Pohls hovedstød havde retning mod mål, men Jeppe Højbjerg fik flot reddet.

I stedet var hjemmeholdet lige ved at tage føringen minuttet efter, men Pyry Soiris hovedstød gik lige forbi mål.

Kort efter kom Adrian Petre på banen, da hjemmeholdets målscorer Yakovenko forlod banen efter en hård duel.

Petre fik straks en stor mulighed for at blive helten i Esbjerg, da han modtog bolden i en position midt i Horsens felt. Afslutningen fra Petre blev dog blokeret og gik forbi mål.

Fem minutter før tid var Joni Kauko tæt på at blive matchvinder, men hans afslutning blev reddet af Delac. 

Den sidste gode mulighed tilfaldt Horsens' Jonas Thorsen, men hans afslutning gik lige forbi den ene opstander. 

Horsens træner- og spillerstab appellerede kraftigt for et straffespark i en situation forinden, da Okosun faldt til jorden efter en duel, men dommerens fløjte forblev tavs.

Det endte dermed 1-1 i Lars Olsens trænerdebut for Esbjerg. 


Af Sajeev Shankar
Tirsdag 12. november
Mandag 11. november