Efter to et halvt succesfulde år i engelske Brentford, tog Lasse Vibe tilbage i august turen østpå. Den 31-årige angriber skrev under på en kontrakt med Changchun Yatai, der holder til i det nordvestlige Kina.
Vibe etablerede sig hurtigt, og spillede fra start i syv af årets første 11 spillerunder, men siden kampen mod Beijing Guoan 19. maj har danskeren ikke været i kamp.
Vibe kæmper dog ufortrødent videre, men han anerkender også, at andre har gjort det godt.
- Vi har hentet et par dygtige udlandske spillere, og de har grebet chancen, så det ser svært ud. Men jeg holder mig klar, hvis chancen kommer. Sådan er det i fodbold. Det er ikke første gang, jeg er sat af, og det hjælper ikke at græde snot over det, siger Vibe til bold.dk.
Den manglende spilletid, har fået spekulationerne om et klubskifte til at løbe hurtigt, men de spekulationer maner Vibe selv i jorden.
- Det kinesiske vindue er lukket. Jeg ved godt, det ikke betyder, jeg ikke kan skifte, men tvivler på, at klubben vil fortsætte resten af sæsonen med kun tre udlændinge, og desuden er det intet, jeg søger. Jeg trives godt i klubben, siger Vibe.
- Jeg vil gerne slå 100 procent fast, at jeg ikke skifter nu, og det er på ingen måde noget, jeg tænker på. Jeg fokuserer kun på at blive i klubben.
En stor forandring
Skiftet til Kina har ikke kun budt på nye fodboldmæssige udfordringer for Vibe, der også uden for banen har oplevet store forandringer. Alt har dog været positiv, forklarer danskeren.
- Det har været helt kanon og meget spændende. Jeg tror ikke folk derhjemme kan forestille sig de mange udfordringer man får, både på banen, men også i dagligdagen, siger Vibe.
- Jeg lærer nye ting hver dag, og det har været fantastisk givende at lære om den kinesiske kultur. Man kan vel nærmest sige, at det har overgået mine forventninger. De, der har været i Kina, ved, hvad jeg taler om. Man kan slet ikke forestille sig, hvordan det er, inden man er her, så det har været super fedt.
Klubben, og især Lasse Vibes chauffør, har været meget behjælpelige efter danskerens skifte.
- Alt tager lidt længere tid, end man er vant til, da man skal have hjælp til alt på grund af sprogbarrieren. Men heldigvis har klubben to gode oversættere og masser af folk til at hjælpe, siger Vibe til bold.dk.
- Og så har jeg været så heldig at have en chauffør, som taler engelsk. Det er meget usædvanlig, og han er virkelig en kanon fyr. Han har hjulpet mig med alt, og virkelig betydet meget for mig her i Kina.
Lasse Vibe har tidligere i karrieren spillet for IFK Göteborg, hvor han blev topscorer i Allsvenskan, SønderjyskE, FC Vestsjælland, FC Fyn og AGF.
jesper@bold.dk



Changchun Yatai
Super League





























