
Onsdag aften skulle Lazio forsøge at overhale Inter på den Champions League-givende fjerdeplads, da holdet på udebane mødte Fiorentina.
Syv minutter inde i opgøret skulle Lazio bogstaveligt talt få en hjælpende hånd, da Fiorentina-keeper Marco Sportiello tog bolden med hånden uden for feltet og blev vist det røde kort.
Den fordel skulle dog ikke vare længe, da Lazio efter et kvarters spil også fik vist en mand ud, da Alessandro Murgia som sidste mand begik et frispark.
På det efterfølgende frispark tog Fiorentina føringen, da Jordan Veretout på nydelig vis sendte bolden i kassen til 1-0.
Den føring skulle blive udbygget efter en halv times spil, da samme Veretout scorede på et straffespark.
Lazio ville dog også være med, og blot otte minutter senere var det spanske Luis Albertos tur til at vise sine evner på frispark. Spanieren sendte køligt kuglen i kassen ved højre stolpe.
Og den begivenhedsrige halvleg fortsatte med at underholde, da det i halvlegens overtid også skulle blive 2-2.
Luis Alberto slog et hjørnespark indover, som Martin Caceres nåede op til og headede i mål.
Ti minutter efter pausen fik Fiorentina dog bragt Lazio ned på jorden igen, da Jordan Veretout efter en solotur sendte sit tredje mål i kassen til 3-2 til hjemmeholdet.
Tilskuerne fik i den grad noget for pengene, for efter knap 70 minutter gjorde Lazio det til 3-3. Felipe Anderson modtog bolden uden for feltet og klaskede resolut bolden ind ved den nærmeste stolpe.
Som om det ikke var nok, skulle Lazio også tage føringen. Tre minutter senere kom Luis Alberto nemlig først på et fladt indlæg og dirigerede bolden i mål. Så stod den 4-3 til udeholdet.
Mere blev det ikke til, og Lazio tog dermed en vigtig sejr og spillede sig op på fjerdepladsen – et point foran Inter.
I Rom fortsatte Roma den gode form, da holdet slog Genoa med 2-1 – blandt andet på et mål af stortalentet Cengiz Ünder. Roma spillede sig dermed op på tredjepladsen i Serie A.
Det hårdtprøvede storhold AC Milan bakser stadig med at finde stabiliteten, og holdet fik blot det ene point, da man gæstede Torino. Andrea Belotti brændte oven i købet et straffespark efter fire minutter. Kampen endte 1-1.
Andetsteds vandt Sampdoria 1-0 hjemme over Bologna.


Fiorentina
Lazio
AC Milan
Roma
Bologna
Genoa
Torino
Sampdoria
Serie A































