Luk

Leicester gav Schmeichel perfekt jubilæum

| Premier League | 8 kommentarer

Infoboks

Leicester - Southampton 2-0
Premier League
37' 1-0 James Maddison
90' 2-0 Harvey Barnes

Kasper Schmeichel spillede sin kamp nummer 400 og fik en sejr og en andenplads i gave, da Leicester besejrede Southampton 2-0.

Kasper Schmeichel rundede en milepæl af de finere, da Leicester tog imod Southampton på King Power Stadium. Det var danskerens kamp nummer 400 mellem stængerne for Leicester.

Schmeichel fik en lille jubilæumsgave af Southampton, som ikke havde topscorer Danny Ings til rådighed. Ej heller skadede Jannik Vestergaard var med.

Leicester kunne derimod stille med det tunge skyts med både Jamie Vardy, Harvey Barnes og James Maddison i offensiven.

Vardy og Barnes var involveret i Leicesters første farlige aktion godt midtvejs i halvlegen, da Vardy lod bolden køre videre til sin holdkammerat på kanten af feltet. Barnes trykkede resolut af, men Alex McCarthy parerede afslutningen.

Che Adams satte for første gang Schmeichel på seriøst arbejde nogle minutter senere, men jubilaren viftede uden problemer Southampton-angriberens hug ud til hjørnespark.

Efter 38 minutter faldt kampens første scoring, og det var hjemmeholdet, som ramte netmaskerne. Youri Tielemans stak bolden dybt til James Maddison, som vristede sig fri af oppasser og hamrede bolden i nettaget til 1-0.

Kort efter var Ryan Bertrand tæt på at udligne, da han kom stormende i venstresiden, men Schmeichel var hurtig med en refleks og holdt Leicesters føring intakt.

Southampton startede anden halvleg som lyn og torden, da Will Smallbone testede Schmeichel allerede i første minut. Danskeren måtte give retur, men Theo Walcott kunne ikke nå frem og værterne slap med skrækken.

Leicester skabte en god del chancer og sad på det meste, men efter 73 minutter fik de sig en ordentlig forskrækkelse, da Stuart Armstrong hamrede bolden på overliggeren.

I den modsatte ende var Leicester straks farlige, da Barnes afsluttede for frit mål, men Jan Bednarek kom til og afværgede på stregen.

I de sidste minutter mistede Saints pusten, og i en omstilling gjorde Leicester det til 2-0 ved Harvey Barnes.

Leicester stryger dermed op på andenpladsen i Premier League kun ét point efter Manchester United.


Af Casper Baunsgaard
Lørdag 27. februar
Fredag 26. februar