Luk

Lewandowski blev matchvinder for Bayern

| Bundesliga | 1 kommentar

Infoboks

Augsburg - Bayern München 0-1
Bundesliga
13' 0-1 Robert Lewandowski
76' 0-1 Alfred Finnbogason

De forsvarende mestre fra Bayern München blev presset af Augsburg til sidst, men holdet formåede at køre en snæver 1-0-sejr hjem. 

Bayern München buldrer fremad i Bundesligaen igen i denne sæson, men holdet har fået skarp konkurrence fra blandt andre Leipzig.

Derfor skulle holdet bruge en sejr på udebane mod Augsburg, som kæmper i midten af tabellen. 

Der gik ikke længe af opgøret, før Bayern bragte sig i front ved Robert Lewandowski. Augsburgs Rani Khedira begik et klodset straffespark, og fra pletten var polakken sikker som altid.

De forsvarende mestre fortsatte med at presse på, og Serge Gnabry var tæt på at udbygge deres føring, men hans glimrende skud blev reddet af Augsburg-målmanden.

Lige før pausen var Lewandowski ved at blive dobbelt målscorer, men hans forsøg strøg lige forbi stolpen.

Bayern kom slet ikke ud fra pausen, som de havde spillet i de første 45 minutter., hvor de sad på det hele. Derfor kunne Augsburg langt bedre være med i kampens tempo.

Et kvarter før tid fik de en kæmpe mulighed for at udligne, da franske Benjamin Pavard begik straffespark.

Islandske Alfred Finnbogason gik til bolden, men måtte se sit forsøg på stolpen, og derfor var Bayern fortsat i front.

Augsburg pressede hårdt på imod slutningen, og i kampens overtid var Felix Uduokhai tæt på at udligne, men tæt under mål fik han overplaceret sit hovedstød.

Derfor tog Bayern en snæver 1-0-sejr, som sender holdet op på 39 point. 

Andetsteds spillede Freiburg på hjemmebane 2-2 mod Frankfurt i et underholdende opgør, som betyder, at begge hold fortsat er placeret midt i tabellen.


Af Theis Fischer Brandt
Lørdag 6. marts