Luk

LFC-triumf: Salah skrev historie i stort drama

| Champions League | 191 kommentarer

Det var dramatisk og målrigt, da Liverpool slog Atlético Madrid med 3-2 i en kamp, hvor Mohamed Salah skrev historie, og Antoine Griezmann fik et direkte rødt kort.

Det var ikke kun dansk pokalfodbold, der rullede tirsdag aften. Champions League-gruppespillet blev atter skudt i gang efter en overstået landskampspause, og et af de helt store opgør i verdens fineste klubturnering fandt sted i Madrid, hvor Liverpool skulle på en svær opgave mod de forsvarende spanske mestre fra Atlético Madrid i Gruppe B.

Sidst de to mandskaber mødte hinanden var i 2020-udgaven af Champions League, hvor spanierne sendte Liverpool ud i det europæiske mørke efter en samlet 4-2-sejr i 1/8-finalen. 

Dermed skulle Jürgen Klopps tropper jagte revanche i en periode, hvor Liverpool har præsteret suverænt i Premier League, mens Atlético-cheftræner Diego Simeone skulle stikke en kæp i det sejrshjul.

Begge hold havde vundet sine foregående europæiske opgør, da Liverpool slog FC Porto, og Atlético slog AC Milan. Hjemmeholdet kunne spille sig forbi Liverpool med en sejr, mens tre point til englænderne ville sende dem suverænt til tops i gruppen.

Liverpool stillede op med en fronttrio bestående af Sadio Mané, Mohamed Salah og Roberto Firmino, mens Atlético havde placeret Luis Suaréz på bænken. I front for spanierne var Joao Felix og Antoine Griezmann.

I opgørets indledende fase var Liverpool mest på bolden uden at det blev farligt i nogle af enderne.

Vanvittige scoringer

Men så tog Mohamed Salah sagen i egen hånd, da han efter et par fikse, hurtige træk kom i stilling til en afslutning på kanten af feltet, som han smækkede ind i det lange hjørne og scorede sit niende mål i streg. Egypteren blev den første spiller i Liverpools historie til at gøre det i alle turneringer.

Dog tog afslutningens bane en lille omvej på vej mod mål, da Geoffrey Kondogbia rettede bolden af.

Men flottere skulle det blive bare fem minutter efter, da Naby Keita tog chancen på en helflugter udenfor feltet. Midtbanespilleren fra Guinea ramte bolden perfekt, og så fløj den over i det korte hjørne. 2-0 til Liverpool efter 13 minutters spil.

Bedst som den spanske arena var præget af stilhed på lægterne, sørgede hjemmeholdet for at få gang i festen igen. 

Koke sparkede til bolden fladt udenfor feltet, og så dukkede Antoine Griezmann op foran Alisson i Liverpool-buret og reducerede for Atlético Madrid. 

Hjemmeholdet lugtede pludselig blod, og Griezmann kunne have bragt balance i regnskabet efter 27 minutters spil, hvis ikke det var for Alisson, der leverede en stærk redning på franskmandens friløber.

Men det han ikke gjorde før, gjorde han otte minutter efter. Griezmann var oplagt og modtog en god bold fra angrebsmakkeren Joao Felix, hvorefter lejespilleren fra Barcelona satte bolden sikkert ind. Udligning og ekstatisk reaktion fra hjemmepublikummet.

Direkte rødt til Griezmann

Atlético havde momentum frem mod pausen, og Jürgen Klopp skulle nok have en snak med sit engelske mandskab om, hvorfor de satte en sikker føring over styr.

Anden halvleg startede ligeså intenst som første. Det helt store højdepunkt kom efter fem minutter, hvor Griezmann modtog et direkte rødt kort. 

Franskmanden kom flyvende med sit ben i hovedhøjde og snittede Roberto Firmino på siden ansigtet med spidsen af støvleknopperne. Dommeren var ikke i tvivl, og tomålskytten Griezmann måtte tidligt i bad.

Selvom Atlético nu var en mand nede, formåede de at holde Liverpool fra de største chancer. Imens gik Diego Simeone rundt på sidelinjen og opildnede tilskuerne på Wanda Metropolitano.

VAR- og straffedrama

I det 75. minut dummede Mario Hermoso sig, da han nedlagde Mohamed Salah i feltet og gjorde betingelserne svære for sit hold. Egypteren tog sig selv af sparket og kunne score sit 10. mål på stribe. 3-2 til Liverpool på et afgørende tidspunkt.

I den anden ende gentog det hele sig, da Jose Gimenez stødte sammen med Diogo Jota i Liverpools felt. Men efter et VAR-gennemsyn vurderede dommer Siebert, at der ikke var straffe.

Flere mål kom der ikke, og Liverpool fik således sin tredje sejr på stribe i Champions League og fører nu gruppen sikkert.


Af Rasmus Glud
Torsdag 2. december