Luk

Lindegaard skiftet ud: Helsingborg i playoff

| Superettan | 1 kommentar

Infoboks

Helsingborg - Västerås SK 2-2
Superettan
8' 0-1 Taha Abdi Ali
29' 0-2 Erik Björndahl
75' 1-2 Charlie Weberg
84' 2-2 Anthony van den Hurk

Anders Lindegaard blev sammen med tre holdkammerater skiftet ud i pausen, da Helsingborg lørdag sikrede en playoff-kamp om oprykning til Allsvenskan med 2-2 mod Vasteras.

Lørdag eftermiddag var der sidste spillerunde i Superettan – den næstbedste svenske række – og mens de to direkte oprykningspladser allerede var sikret af Varnamo og Sundsvall, så var der kamp om playoff-pladsen som nummer tre.

Den lå Anders Lindegaard og Helsingborg på inden lørdagens kamp mod Vasteras, men de kunne smide den ved et nederlag og en sejr til Norrby på fjerdepladsen.

Vasteras kæmpede samtidig for overlevelse, så Helsingborg fik ikke nogen nem dag på kontoret, og efter kun otte minutter var Lindegaard passeret, og Vasteras på sejrskurs.

Det blev endnu værre efter 29 minutter, da Erik Bjørndahl nettede til 2-0, hvilket holdt til pausen.

Helsingborg var presset, og i pausen blev hele fire mand skiftet – inklusiv Anders Lindegaard, der ifølge Aftonbladet udgik med en skade.

Helsingborg ville have en reaktion, men den lod vente på sig indtil slutningen af kampen, hvor værterne fik hul på bylden.

Med et kvarter igen reducerede Charlie Weberg til 1-2 og kun ni minutter senere var det så Anthony van den Hurk, som sendte 2-2-kassen i mål, hvilket var nok for at sikre playoff-pladsen.

Helsingborg holdt den hjem, og samtidig kunne Vasteras også juble, da det ene point var nok til at sikre overlevelse i Superettan.

Dermed skal Helsingborg og Anders Lindegaard altså i playoff om oprykning til den bedste svenske række. Hvem modstandere bliver er endnu ikke sikkert, men i øjeblikket er det Degerfors, der ligger til det.

Der resterer dog to runder af den bedste svenske rækkes sæson.


Af Jonas Dalgård
Onsdag 26. januar
Tirsdag 25. januar