Luk

Liverpool-journalist: Bitter erfaring er en fordel

| Premier League | 19 kommentarer

Infoboks

Genk - Liverpool
Champions League gruppe E (23/10)
bet365 9,50 6,00 1,28
NordicBet 10,00 6,80 1,29
Oddset 9,65 6,30 1,27

Liverpool Echo-journalisten Paul Gorst mener, at Liverpool har mesterskabet i egne hænder, men tror ingenlunde på, at Guardiolas City er hægtet af.

Liverpool har fået en forrygende start på sæsonen i Premier League, hvor holdet har gjort rent bord og ligger med maksimumpoint efter otte runder.

Samtidig har den helt store guldrival Manchester City haltet, og Pep Guardiolas tropper har allerede smidt otte point, hvorfor der nu er et stort hul op til Jürgen Klopp og co. 

I Liverpool bobler optimismen, men man tager på ingen måde tingene for givet.

Det forklarer Paul Gorst, som er Liverpool-korrespondent for lokalavisen Liverpool Echo og dermed følger Premier Leagues førerhold tæt.

- Liverpool-tilhængerne er generelt meget optimistiske, men du finder ikke nogen, som allerede nu siger 'vi vinder mesterskabet i denne sæson', forklarer Gorst til bold.dk. 

- Liverpool var syv point foran i sidste sæson omkring nytår, så alle er derfor meget forsigtige - selv med et otte points forspring i oktober. 

- Der er dog ingen tvivl om, at Liverpool er i en fantastisk position. Klubben har alt i egne hænder, men de har brændt nallerne før og har ikke vundet mesterskabet i 30 år. 

- Der er en forståelse i andre klubber, at Liverpools fans altid siger, 'i år sker det', men sandheden er, at der ikke er nogen, der gør det for alvor. 

- De fleste fans er meget forsigtige og tager det bare kamp for kamp. Det er for tidligt at sige, at Liverpool helt sikkert bliver mestre, og alle ved, at man i sidste ende kan komme til at se dum ud, hvis man bliver for selvsikker på sociale medier eller andre steder, siger Gorst.

Bedre forudsætninger i denne sæson 

Liverpool har to gange de seneste sæsoner været tæt på mesterskabet, men både i 2013/14 og i sidste sæson glippede det til sidst, hvor Manchester City i stedet løb med titlen. 

Paul Gorst mener, at forudsætningerne for et mesterskab er bedre i denne sæson.

- Med mindre holdet bliver hårdt ramt af skader, er det i en meget bedre position til at tage de point, der forventes. I sidste sæson spillede Liverpool uafgjort ude mod både Manchester United og Everton, men som det er nu, ligner det et hold, som vil kunne vinde begge de kampe, især når man ser på alle tre klubbers situation.

- Det var dog de uafgjorte kampe hjemme mod Leicester og West Ham i sidste sæson, som var virkelig tunge, og som mange glemmer. Kampen på Anfield mod Leicester blev meget dyr for Liverpool. De kom foran 1-0, men kunne ikke få lukket kampen, og så fik Leicester 1-1. 

- I denne sæson formår klubben at vinde en kamp som den. De virker i det hele taget i en bedre position til at få vundet sådan nogle kampe nu, og i sidste ende handler det om at kunne vinde kampe på alle måder.

Manchester City har allerede smidt mange point i ligaen. Hvem skal kunne stoppe Liverpool?

- Manchester City! Det hold er stærkt nok til pludselig at vinde 14, 15 eller 16 kampe i træk under Pep Guardiola. Det har de gjort før, og jeg er sikker på, at de kan gøre det igen. 

- Liverpool behøver dog ikke at fokusere på City, for det er op til Liverpool selv at gøre det nu. Mere end nogensinde før skal de holde fokus på dem selv. Det er i øvrigt noget, som Klopp altid har haft fokus på, og jeg kan ikke se det ændre sig nu, hvor de er otte point foran. 

Bitter erfaring er en fordel

Som Paul Gorst nævner, var Liverpool også langt foran Manchester City i sidste sæson, men City hentede de syv point og vandt titlen.

Den erfaring kommer Liverpool til gode i denne sæson, spår Gorst.

- Det bliver en stor fordel for holdet i denne sæson, for de kender følelsen af at miste det hele trods et stort forspring. De vandt de sidste ni kampe i sidste sæson, men tabte alligevel med et enkelt point, så de ved om nogen, at det kræver enorm fokus over lang tid. 

- Alle spillerne husker uden tvivl den følelse, holdet stod med, da trofæet blev uddelt i maj, og holdet vil sikre, at det ikke kommer til at ske igen. 

Mens Liverpool stormer af sted i Premier League, går det anderledes tungt for ærkerivalerne i Manchester United.

Paul Gorst forklarer, at det ikke gør Liverpool-tilhængerne noget, at rivalen har det svært.

- Det er sjovt, for der var en masse Liverpool-fans, som morede sig enormt meget over Manchester Uniteds nederlag til Newcastle i weekenden, men Uniteds resultater betyder jo ikke noget for Liverpool lige nu. 

- I de tider, hvor Liverpool kæmpede med om mesterskabet i 90'erne og 00'erne, skulle de altid holde godt øje med Uniteds resultater, men nu kan de nøjes med at more sig over, at Ole Gunnar Solskjærs tropper har det svært. 

- Det gør livet lidt sødere for Liverpools fans, men de vil nu hellere se Manchester City blive ved med at tabe deres kampe end Manchester United.

Champions League er stadig vigtig

Mens Liverpool aldrig har vundet Premier League, har holdet vundet Champions League et par gange – blandt andet i sidste sæson.

Gorst understreger, at Champions League ikke nedprioriteres trods iveren efter at vinde det nationale mesterskab.

- Jürgen Klopp går ikke med til at smide nogle turneringer væk, slet ikke den største klubturnering i verden, siger Gorst.

- Liverpool viste i sidste sæson, at de er i stand til at vinde turneringen, hvis de har fokus på den. For de fleste fans er Premier League-titlen den, de allerhelst vil have, men hvis man skal 'nøjes' med at vinde Champions League, er det ikke så en ringe trøst, er det? 

- Klopp vil gå efter at vinde begge turneringer, og så vil man måske se ham give unge spillere chancen i FA Cuppen og Carabao Cuppen, siger Gorst.

Liverpool skal i næste Premier League-runde møde Manchester United på udebane, mens Manchester City gæster Anfield om en måneds tid.


Af Mikkel Nøhr

19 kommentarer

Lars Mexico 17:53          
Jeg er selv Liverpool-fan. Det er muligt jeg tager fejl med min fornemmelse blandt fans, og jeg selv snarere er "Next year" end ""This year"
TheGunnerGuy 18:39          
Jeg er mere på "This year, or never again".
Jeg tror det skal være i år, og nu har de altså muligheden.
HughieG 18:50          
Liverpool-tilhængerne er generelt meget optimistiske, men du finder ikke nogen, som allerede nu siger ´vi vinder mesterskabet i denne sæson´, forklarer Gorst til bold.dk.
Det er nok den største løgn i hele verden.
bruger 162151 18:54          
next five year
no name 18:59          
Som Liverpool fan tør man ikke håbe, for alt for ofte har vi håbet og smidt det væk. Tror dog forskellen fra denne gang og de andre gange er at Liverpool har en verdensklasse hold. Som har erfaring i at vinde den største trofæ, så de har fået tilegnet sig noget vinder mentalitet.
Men der er stadigvæk 30 runder tilbage, så Inter er afgjort.
badazz 19:26          
@Gunner, Klopp har kontrakt til 2022, og de fleste spillere har forlænget inden for det sidste år eller to, så jeg tænker at Liverpool nok skal få chancen udover denne sæson.
shankly2612 20:47          
Så find EN tilhænger der støtter op om dit postulat HughieG. Har til gode at se en eneste en der siger den er hjemme..
Mandag 21. oktober