Liverpool kan fredag præsentere et rekordstort overskud på 1,06 milliarder kroner før skat.
BBC skriver, at overskuddet - der ifølge mediet lyder på 901,6 millioner kroner efter skat - er verdensrekord.
Det engelske medie skriver, at Champions League-deltagelsen i sidste sæson, hvor klubben nåede frem til finalen, i alt gav godt 612 millioner kroner.
Også salget af Philippe Coutinho til Barcelona i januar sidste år skæppede godt i kassen. Han blev angiveligt solgt for omkring 1,2 milliarder kroner.
- Vi er i gang med en solid udvikling i hele klubben. Udgifterne i fodbold fortsætter med at stige år efter år, og det er vigtigt, at vi konstant gennemser og håndterer vores driftsomkostninger for at sikre, at vi er i den rette forfatning til fremtidig succes, siger chief operating officer Andy Hughes til klubbens hjemmeside.
Liverpools samlede omsætning lyder på 3,87 milliarder kroner. Det er tredjehøjest i Premier League efter Manchester United og Manchester City.


Liverpool
Premier League































