Luk

Lukaku lynscorede og sprudlede i Inter-fest

| Coppa Italia | 1 kommentar

Infoboks

Inter - Cagliari 4-1
Coppa Italia
1' 1-0 Romelu Lukaku
22' 2-0 Borja Valero
49' 3-0 Romelu Lukaku
72' 3-1 Christian Oliva
80' 4-1 Andrea Ranocchia

Romelu Lukaku var i hopla, da Inter tirsdag slog Cagliari ud af Coppa Italia. Han scorede det første mål i 4-1-sejren efter 21 sekunder.

Der var en kvartfinaleplads på spil, da formstærke Inter tirsdag aften tog imod Serie A-kollegerne fra Cagliari i Coppa Italia.

Inter stillede med den stærke garde i opgøret, og Romelu Lukaku gjorde sig bemærket allerede 21 sekunder inde i kampen, da han modtog en dyb bold og bankede den resolut i kassen med venstrebenet.

Så var Inter ligesom kommet i gang, og Milano-klubben stoppede ikke der.

Romelu Lukaku steg efter 12 minutter op og headede bolden i kassen igen – men denne gang blev målet underkendt efter en VAR-gennemgang.

Efter 22 minutter lykkedes det dog at komme yderligere foran. Nicolo Barella smækkede bolden ind foran mål, hvor Borja Valero dukkede op og skovlede den ind over stregen til 2-0.

Romelu Lukaku var her, der og alle vegne, og efter 49 minutter dukkede han op ved forreste stolpe og headede et indlæg meget fornemt i mål til 3-0.

Cagliari pyntede på resultatet efter 73 minutter, da Christian Oliva bankede bolden i netmaskerne efter et meget flot hæl-oplæg fra Alberto Cerri.

Der blev dog lukket og slukket totalt efter 81 minutter, da Andrea Ranocchia kom godt op til et hjørnespark og stangede bolden ind til 4-1.

Cagliari kunne ikke gøre noget ved Inter, der rider videre på den øjeblikkelige bølge og nu er klar til kvartfinalen i Coppa Italia.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Lørdag 18. januar