Den rutinerede venstreback Michael Lumb har skiftet Lyngby ud med AC Horsens, og han ser frem til at komme tilbage på højeste niveau.
30-årige Lumb mener også, at han kan udvikle sit spil hos østjyderne.
- Jeg tror på, at jeg stadig kan udvikle mig. Bo Henriksen giver sine backs lov til at rykke med frem, og det er min force, siger Lumb til Horsens Folkeblad og tilføjer:
- Man skal tage chancer for at få succes i fodbold. For mig er det en stor chance at få kontrakt i AC Horsens. Jeg har også en familie at forsørge, og det hele passer fint sammen med, at jeg har fået en tre-årig kontrakt.
Lumb kan få debut for Horsens, når det umiddelbart efter landskampspausen går løs med backens ex-klub AGF.


AC Horsens
3F Superliga





























